Nyhed

lørdag 27. juli

Af webmaster
Under Ikke kategoriseret,Resultater

Rapport fra 5. etape af Etape Bornholm

5. etape af Etape Bornholm fredag den 26. juli blev endnu en særdeles varm oplevelse for de mange efterhånden temmelig trætte løbere. 5. etape var et 10 km by- og skovløb i Rønne. Især i byen var der meget, meget varmt, mens der inde i skoven var mere udholdelige temperaturer. Heldigvis havde flere lokale langs ruten stillet vand og haveslangen tilrådighed, så løberne kunne køles lidt ned. TIF’s to løbere Natsaja Munch og Thomas Hjort fulgtes ad de første 3-4 km, hvorefter Thomas trak lidt fra. Natasja var dog lige i hælene på Thomas, der nåede målstregen i tiden 42:44, mens Natasja kom i mål 12 sekunder efter i tiden 42:56. Trods ugens starbasser og det varme vejr var Natsaja 3 sekunder hurtigere og Thomas kun 25 sekunder langsommere end på 1. etapes 10 km. Før sidste etape førte Natasja med 5 sekunder sammenlagt i forhold til Thomas, men med kraftpræstationen på sidste etape kunne Thomas lige præcis sikre sig “TIF-sejren” med 7 sekunder ned til Natsaja. Thomas blev sammenlagt nr. 235 hos mændene i tiden 3:06:55, mens Natsaja blev en flot nr. 27 hos kvinderne i tiden 3:07:02. For begge var der tale om en kæmpestor forbedring af deres hidtil bedste resultat i Etape Bornholm, der var 3.20:09 for Thomas og 3.18:35 for Natasja.

På sidste etape fik Morten Munkholm, Århus 1900, og Abdi-Hakin Ulad, Korsør AM, noteret samme tid med 31:16 og dermed kunne Abdi sikre sig en relativt sikker samlet sejr trods masser af spænding i løbet af ugen. Isabellah Andersson, Sverige, vandt i tiden 34:13 sin 5. sejr i træk og dermed naturligvis også Etape Bornholm sammenlagt. At sidste etape var særdeles krævende kan ses af at Isabellah var 46 sekunder fra sin tid på 1. etape i Hasle, mens Abdi var næsten 1½ minut fra sin tid i Hasle. Abdi’s sammenlagte tid blev 2:11:34, mens Isabella brugte 2:30:10. Isabella’s tid fortæller lidt om hvor hård og udfordrende Etape Bornholm’s 5 etaper, der distancemæssigt udgør et marathonløb, idet Isabella har en personlig rekord på marathon distance på 2:23:41 fra 2011.


Resultater