Nyhed

fredag 23. juni

Af webmaster
Under Resultater

2 medaljer til TIF ved Øst DM Ungdom

Sparta AM og Dansk Atletik Forbund afholdte i weekenden den 17. og 18. juni de østdanske mesterskaber for ungdom på bane. På Østerbro Stadion var Trongårdens IF repræsenteret af 6 ungdommere.

Hos de 12 årige piger debuterede Mie Nervil Ipsen i kuglestød, hvor hun stødte den 2.0 kg tunge kugle ud på 6,74 m. Mie deltog også på 80 m, hvor hun i sit indledende heat blev nr. 2 i tiden 11,93 s. Tiden rakte både til en ny personlig rekord og en plads i finalen på 80 m. I finalen, der blev løbet kun en time senere, blev Mie nr. 7. i tiden 11,99 s.

Yngste TIF’er var Valdemar Kopp, der havde valgt at prøve kræfter med den teknisk svære øvelse boldkast hos de 11 årige drenge. Valdemar kiksede de to første kast, men var til gengæld meget stabil på de 2 næste. De blev nemlig begge målt til 31,10 m og det rakte til en 5. plads. Hos de 12 årige drenge kom desværre kun 2 deltagere til start og den ene var Benjamin Stejlgaard. Benjamins længste stød blev målt til 5,02 m og det rakte ikke til en sejr, men det rakte til en velfortjent tur op på sejrsskamlen for at modtage en sølvmedalje.

Hos de 14-15 drenge havde TIF hele 3 deltagere. På 1500 m var der hård konkurrence og hele 17 deltagere, men Lauge Rasmussen leverede et rigtigt flot løb i sommervarmen på Østerbro Stadion og var med tiden 5.13,27 kun godt 2 sekunder fra sin personlige rekord. I længdespring havde Sebastian Stejlgaard lidt problemer med tilløbet i den meget skiftende vind. I andet af sine tre forsøg nåede Sebastian ud på 4,22 m og det rakte til en 10. plads. Wilhelm Kopp har tidligere i år springet imponerende 1,73 m og var derfor storfavorit i højdespring, men på grund af knæproblemer meget tvivlsom starter ved mesterskaberne. Wilhelm kom dog til start og klarede både 1,50 og 1,55 i første forsøg, hvorefter han valget at stoppe. De 1,55 m rakte til en bronzemedalje i konkurrencen, der blev vundet på 1.58 m.

Resultater