Nyhed

mandag 7. august

Af webmaster
Under Ikke kategoriseret

Rapport fra EMACS 2017

EMACS 2017 – dvs. de europæiske mesterskaber i atletik for masters-atleter – blev afviklet fra d. 27 juli til den 6. august i Århus med Århus 1900 som arrangør af det kæmpestore arrangement. Der var omkring 4000 deltagere fra mere end 40 lande og blandt de mange deltagere var også 2 TIF’ere. Michael Pedersen Skovlund deltog på både 800 m og 1500 m i aldersgruppen 40-44 år, mens Jens Larsen var til start på halvmarathon distancen i aldersgruppen 50-54 år.

Både på 1500 m og 800 var Michael i sine indledende heat oppe mod særdeles hård modstand. Michael lagde ud med 1500 m lørdag d. 29. juli på Viby Stadion. Her lagde Michael særdeles hurtigt ud på 71 s på første omgang, og det resulterede i mega syre på sidste omgang. Michael kæmpede sig dog i mål i fine 4.47,56 og forbedrede dermed sin klubårsbedste med 2½ sekund. På favoritdistancen 800 m, hvor de indledende heat blev løbet på Ceres Arena (Århus Stadion) 5 dage senere, var Michael også hurtigt ude med ca. 66 sekunder på første omgang, og også her lykkedes det ham at forbedre sin klubårsbedste med 2½ sekund. På 1500 m hos de 40-44 årige mænd krævede det 4.21,52 at nå finalen og 4.06,10 at blive europamester. På 800 m var kravet til en finaleplads 2.03,90 og her blev Charlie Thurstan europamester i fornemme 1.55,46.

På mesterskabernes sidste dag med start kl. 9:30 have Jens debut i et internationalt masters mesterskab. EMACS halvmarathon konkurrencen blev afviklet sammen det store løbearrangement Århus Half Marathon på en spændende men også temmelig kringlet rute gennem Århus midtby og langs havnen. Bortset fra en lille tissepause :-), så løb Jens et meget veldisponeret løb. Sluttiden for Jens blev fine 1:28:29, hvilket rakte til en placering som nr. 30 blandt de i alt 64 tilmeldte løbere hos de 50-54 årige mænd og samtidig klubårsbedste på distancen. Vindertiden i aldersgruppe var 1:11:14.

Resultatlister