Nyheder

mandag 10. juli

Af webmaster
Under Træning

Sommerferie i ungdomsafdelingen

Trongårdens IF’s ungdomsafdeling holder sommerferie til og med uge 32. Første træningsdag efter ferien vil derfor være mandag den 14. august.

Flere af ungdomstrænerne og nogle af ungdommerne smugstarter dog allerede i uge 32, hvor TIF afholder anden del af Trongårdens IF Atletikskole 2017.

onsdag 28. juni

Af webmaster
Under Resultater

Rapport fra det femte stævne i årets baneturnering i Bagsværd

Det femte stævne i årets baneturnering blev afviklet torsdag den 27. juni på Bagsværd Stadion, hvor Baneturneringen sammen med Bagsværd Atletik Club, der er en trofast baneturneringensarrangør, stod for stævnet. Sommervejret har ind til nu været temmelig ustadigt, men arrangørerne og deltagerne var heldige med vejret, idet torsdag aften på Bagsværd Stadion var en dejlig lun sommeraften med svag vind.

På grund af to sene afbud var Per A. Jørgensen og Asbjørn Eller Skaarup alene om at repræsentere TIF’s løbegruppe denne gang, og de sæsondebuterede på henholdsvis 1500 m og 5000 m. For Asbjørn var det oven i købet første gang hans skulle prøve kræfter med en 5000 m på bane, og hans kun andet baneløb. I 5000 m A-heatet kom Asbjørn fra start til at ligge i en 5 mands gruppe, som løb meget stabile opgangstider på ca. 77 sekunder, og Asbjørn var flere gange med fremme for at hjælpe med at holde tempoet oppe. Gruppen lå længe med gode muligheder for at løbe under 16 minutter, men med godt 3 omgange igen begyndet det høje tempo at kunne mærkes for Asbjørn, men han kæmpede sig flot i mål i tiden 16.17,65, som er ny klubårsbedste på 5000 m. Per åbnede optimistisk på 83½ s på første omgang, og det kom til at koste til sidst. Lige som Asbjørn som kæmpede Per med alt hvad han havde på dagen og kom i mål i tiden 5.36,55. Hurtigste løber på 5000 m blev Patrick Lees, Runners United, i tiden 15.07,14, mens den hurtigste på 1500 m blev Peter Gerner Ejersbo, Odense Atletik, i fine 3.53,06.

resultater

søndag 25. juni

Af webmaster
Under Resultater

3 medaljer til Trongårdens IF ved DM Masters

I weekenden den 24. og 25. juni blev de danske mesterskab for masters (veteraner) afholdt på Greve Stadion med Greve Atletik som arrangør. Fra Trongårdens IF deltog Mogens Maltby i højdespring og spydkast i aldersgruppen 55-59 og Michael Pedersen Skovlund på 800 m i aldersgruppen 40-44 år. Man kunne igen i år godt ønske sig et større deltagerantal, men for både Mogens og Michael var der kamp om medaljerne i deres øvelser.

Mogens var i halvfjerserne en rigtig dygtig 10-kæmper og hans personlige rekord i højdespring er 1,91 m, mens han har klubrekorden med de gamle spyd på 75,10 m og er nr. 2 ranglisten med de nye spyd med 66,48 m. Til trods for at vejret var både køligt og blæsende var Mogens rigtigt god springende i højdespringskonkurrencen, hvor der var hel 7 deltagere. Mogens klarede 1,46 m i første forsøg, men fik i forbindelse med springet en forstrækning i det ene ben og måtte derfor afbryde konkurrencen. De 1,46 m, der var en forbedring af hans årsbedste med 11 centimeter, var dog nok til at sikre Mogens en flot sølvmedalje. Til trods for skaden var Mogens en times tid senere til start i favoritøvelsen spydkast, hvor der i aldersgruppen kastes med 700 g spyd. Selv om Mogens var generet af skaden, så lykkedes det ham at få noteret 2 kast. Det længste var på 35,91 m og det var 3 meter fra hans årsbedste, men langt nok til at sikre ham dagens anden sølvmedalje.

For Michael var det sæsondebut og samtidig hans debut i Trongårdens IF’s klubdragt. Michael lagde lidt forsigtigt ud på første omgang og lå her nr. 4 i aldersgruppen. Med 300 m igen rykke Michale op på 3 pladsen, men kom samtidig til at ligge alene i den kraftige vind på modsatte langsiden. Med en flot finish lykkedes det Michael at løbe bronzemedaljen hjem i tiden 2.18,67.

Resultater

fredag 23. juni

Af webmaster
Under Resultater

2 medaljer til TIF ved Øst DM Ungdom

Sparta AM og Dansk Atletik Forbund afholdte i weekenden den 17. og 18. juni de østdanske mesterskaber for ungdom på bane. På Østerbro Stadion var Trongårdens IF repræsenteret af 6 ungdommere.

Hos de 12 årige piger debuterede Mie Nervil Ipsen i kuglestød, hvor hun stødte den 2.0 kg tunge kugle ud på 6,74 m. Mie deltog også på 80 m, hvor hun i sit indledende heat blev nr. 2 i tiden 11,93 s. Tiden rakte både til en ny personlig rekord og en plads i finalen på 80 m. I finalen, der blev løbet kun en time senere, blev Mie nr. 7. i tiden 11,99 s.

Yngste TIF’er var Valdemar Kopp, der havde valgt at prøve kræfter med den teknisk svære øvelse boldkast hos de 11 årige drenge. Valdemar kiksede de to første kast, men var til gengæld meget stabil på de 2 næste. De blev nemlig begge målt til 31,10 m og det rakte til en 5. plads. Hos de 12 årige drenge kom desværre kun 2 deltagere til start og den ene var Benjamin Stejlgaard. Benjamins længste stød blev målt til 5,02 m og det rakte ikke til en sejr, men det rakte til en velfortjent tur op på sejrsskamlen for at modtage en sølvmedalje.

Hos de 14-15 drenge havde TIF hele 3 deltagere. På 1500 m var der hård konkurrence og hele 17 deltagere, men Lauge Rasmussen leverede et rigtigt flot løb i sommervarmen på Østerbro Stadion og var med tiden 5.13,27 kun godt 2 sekunder fra sin personlige rekord. I længdespring havde Sebastian Stejlgaard lidt problemer med tilløbet i den meget skiftende vind. I andet af sine tre forsøg nåede Sebastian ud på 4,22 m og det rakte til en 10. plads. Wilhelm Kopp har tidligere i år springet imponerende 1,73 m og var derfor storfavorit i højdespring, men på grund af knæproblemer meget tvivlsom starter ved mesterskaberne. Wilhelm kom dog til start og klarede både 1,50 og 1,55 i første forsøg, hvorefter han valget at stoppe. De 1,55 m rakte til en bronzemedalje i konkurrencen, der blev vundet på 1.58 m.

Resultater

lørdag 17. juni

Af webmaster
Under Resultater

Rapport fra det tredje stævne i årets baneturnering i Ballerup

Det tredje stævne i årets baneturnering blev afviklet torsdag den 15. juni på Ballerup Atletik Stadion, hvor Baneturneringen sammen med Ballerup AK stod for arrangementet. Trongårdens IF’s løbegruppe var denne gang repræsenteret af 3 løbere, og de kunne drage fordel af de nærmest perfekte vejrforhold med en temperatur på 15-16 grader og stort set ingen vind. På 800 m var Per A. Jørgensen til start, hvor han lagde ud efter planen på 79 sekunder på første omgang. På anden omgang slap kræfterne op og Per kæmpede sig i mål i tiden 2.42,42. Det var dog ikke så underligt at Per blev træt, idet han 2 dage før havde været i kamp i mastersturneringen, hvor han både sprang længdespring og løb 100 m og 400 m. I A-heatet på 3000 m var både Jeppe Sidenius og Asbjørn Eller Skaarup til start. Det var Jeppe’s første konkurrence på bane i år, mens der var debut både på bane og i Trongårdens IF’s klubdragt til Asbjørn. Jeppe løb et meget veldisponeret løb med stabile omgangstider, der som planlagt lå omkring 74 sekunder. Efter 2000 m, så øgede Jeppe tempoet, og med en superflot finish, lykkedes det Jeppe at nå målstregen som nr. 6 i tiden 9.11,43. Tiden var en forbedring af Jeppe’s personlige rekord fra 2014 med over 8 sekunder og den hurtigste TIF tid på 3000 m i fire år (og i parentes bemærket så har Jeppe nu også en bedre PR på 3000 m end sin træner 🙂 ). Asbjørn lagde en smule forsigtigt ud, men kom hurtigt til at ligge i god lille gruppe. Med ca. 4 omgang igen gik Asbjørn frem og trykkede til. I opløbet var benene meget tunge, men det var måske ikke så overraskende i det Asbjørn lørdagen inden var blevet nr. 23 på 10 km distancen i Copenhagen Men’s Race i tiden 35:44 og om søndagen var blevet en flot nr. 2 i Gladsaxe løbet på 10 km distarnce i tiden 36:26. Sluttiden for Asbjørn blev 9.26,84 og dermed fik Asbjørn er rigtig flot debut på 3000 m.

Resultater

onsdag 14. juni

Af webmaster
Under Resultater

Flot 2. runde af Mastersturneringen for TIF’s veteraner

TIF’s veteraner (bemærk at man er veteran allerede fra man fylder 30 år 🙂 ) deltog tirsdag aften i 2. runde af Mastersturneringen på Ballerup Atletik Stadion, hvor Ballerup AK var arrangør. Her var holdene fra både gruppen Sjælland-syd og Sjælland-nord samlet og med i alt 17 hold til start, så var der masser af aktivitet på Ballerup Atletik Stadion.

Holdleder Frank Larsen, Per A. Jørgensen, Mogens Maltby og Jens Larsen havde alle gjort det så godt i første runde at der var genvalg til alle i de samme øvelser som sidst, og desuden var holdet denne gang forstærket med Sverre Vange i stangspring samt Claus Damgaard Nielsen og Karen Wonsyld på 1500 m. Sverre gik ind i stangspringskonkurrencen uden et eneste træningsspring i år, idet stangspringsanlægget stadig ikke er sat op på Lyngby Atletikstadion. På den gamle rutine klarede Sverre dog 2,50 m i tredje forsøg, hvilket gav 411 point. Herefter valgte Sverre at skåne kroppen for yderligere spring. Efter pause på 5 år var det dejligt at se Karen tilbage i TIF’s klubdragt og hun leverede en fin indsats på 1500 m, hvor hun løb 6.09,36 hvilket gav 426 point. Karen blev dog pointmæssigt overgået af Claus, der blev en flot nummer 3 i 1500 m konkurrencen med tiden 4.51,84 og scorede 572 point. Det var faktisk personlig rekord til Claus, idet Claus til trods for en efterhånden lang løbekarriere og masser af konkurrencer aldrig tidligere havde prøvet kræfter med 1500 m distancen. Vinder af 1500 m blev Ivano Castelli, der i enårrække var en del af TIF’s løbegruppe og også en meget vellidt ungdomstræner. Ivano løb fine 4.34,17, men han er også kun i den yngste veteranklasse 🙂 .

Per sparede benene lidt i længdespring og tog kun et enkelt spring, som blev målt til 3,25 m. Til gengæld, så var han på 100 m 3 hundrededele hurtigere en i første runde og løb 16,08 s. Per er egentlig mellemdistanceløber og var derfor på 400 m lidt mere på hjemmebane. Her løb han fine 67,89 s, hvilket var en forbedring fra første runde med 1½ sekund og det hurtigste han har løbet på distancen i 3 år . I alt scorede Per 1047 point med den støret score på 400 m hvor tiden rakte til 489 point.

Mogens gentog bedriften fra første runde og klarede 1,35 point i højdespring, hvilke gav fine 630 point og holdets tredjehøjeste point score. Mogens havde også holdets andenhøjeste pointscore, idet han opnåede 733 point i spydkast. Her sendte han det 700 g tunge spyd ud på 38,93 m, hvilket var over en halv meter længere end i første runde. Jens havde en rimelig hård aften på 5000 m, idet der var rigtigt meget vind. Jens fik godt hjælp de første 2/3 del af løbet med løb alene de sidste 1/3 del. Med en god finish, så lykkedes det Jens at forbedre sin tid fra første runde med mere en 10 sekunder. Tiden blev 19.01,40 og den rakte til en 562 point og er ny klubårsbedste på distancen.

Frank tog sig af diskostkast, hvor redskabsvægten i Franks aldersgrppe 60-64 år er 1 kg samt hammerkast og kuglestød, hvor redskabsvægten er 5 kg. I kuglestød stødte Frank denne gang 8,44 m og scorede her fine 604 point. I hammerkast fik Frank kun målt et enkelt forsøg, men med 35,44 m, så opnåede holdlederen selv holdets højeste score med 740 point. I diskostkast blev Frank bedre fra kast til kast og i fjerde og sidste forsøg sendte han diskossen ud på 26,00 m. Det rakte til 506 point og en forbedring fra første runde med 15 centimeter.

Den samlede pointscore for TIF blev 5805 point og dermed scorede holdet hele 936 point flere end i første runde. Med en flot anden runde blev AIK/Amager AC samlet vinder efter de 2 runder med ialt 17955 point.

Resultatliste (foreløbig)