Nyhed

tirsdag 9. oktober

Af webmaster
Under Ikke kategoriseret,Resultater

Masser af flotte TIF præstationer i årets Eremitageløb

Udgave nummer 44 af Eremitageløbet i Dyrehaven blev afviklet søndag den 7. oktober, og som sædvanlig lukkede tilmeldingen ved 19.000 deltagere. Den første del af efteråret har været temmelig vådt og koldt, men heldigvis så var vejret med de mange deltager og tilskuere og under hele løbet skinnede solen.

Af de 44 afviklede Eremitageløb har Søren Bentsen nu deltaget i imponerende 32 af slagsen. I søndags var Søren tvivlsom på grund af en baglårsskade, men han valget at gøre forsøget. Efter en forsigtig åbning på de første 5 km kunne Søren øge tempoet, og det lykkedes ham at nå målstregen i 59:38. Dermed var det 25. gang at Søren var under 1 time. Jens Larsen havde også store problemer med et baglår og måtte på grund af denne skade udgå efter den halve distance i Berlin Marathon en uge tidligere. Men hvis man kan løbe 21 km i Berlin kan man vel også løbe 13,3 km i Dyrehaven, så Jens var selvfølgelig til start i Dyrehaven. Selv om Jens ikke kunne løbe for fuld kraft, så passerede han alligevel 10 km i tiden 41:16 og var i mål i fine 55:52. Det var dermed ikke mindre end 27. gang i træk at Jens har gennemført Eremitageløbet. Sverre Patursson Vange tilhører også gruppen af TIF’ere med særdeles stor Eremitageløbserfaring, og at Sverre ved siden af sin lange stangsprinskarriere og har løbetrænet en hel del beviste han endnu en gang i søndags. Sverre løb denne gang 56:05 og var dermed ½ minut hurtigere end sidste år. Per A. Jørgensen, der er endnu en af TIF’s erfarne Eremitageløbere, var en smule bekymret over om han nåede under 1 time i år efter et opvarmingsløb på 10 km lige under 45 minutter en uge før Eremitageløber. Bekymringen var dog helt ubegrundet, idet Per passerede 10 km i fine 43:11 og holdt et det høje tempo til mål, som blev nået 57:59. Tiden var endda 8 sekunder hurtigere end sidste år.

Hurtigste TIF’er var endnu en gang Claus Damgaard Nielsen. Claus har en PR i Eremitageløbet så hurtig som 41:06 fra 2002 og den tid havde i 2012 udgaven rakt til en sikker 2. plads 8 sekunder efter vinderen. Claus har i år for alvor genoptaget løbetræningen med et godt Eremitageløb som primære målsætning og det lykkedes. Med tiden 47:00 forbedrede Claus sin tid fra sidste år med over 2 minutter og løb i mål som nummer 42 og som 9 i sin aldersgruppe 40-44 år. Næst hurtigst var Jeppe Sidenius, der selv om han ikke er mellemdistanceløber og som en af de få, formåede at øge tempoet på de sidste hårde og kuperede 3 km. Jeppe satte ny personlig Eremitageløbsrekord med 54:47 og forbedrede sin tid med mere en 4 minutter i forhold til sidste år. Martin Steen Mortensen have en rigtig god Eremitageløbsdebut. Martin var ved 10 km med tiden 46:16 næsten 2 minutter hurtigere en sin årsbedste på distancen og Martin kæmpede sig i mål i tiden 1:02:11.

TIF’s ungdomsafdelingen var repræsenteret af 14 årige Magnus Hamann Poulsen og 10 årige Rebekka Hjulgaard, der begge løb i aldersgruppen til og med 14 år. Efter en flot slutspurt på de sidste kilometre løb Magnus i mål på en 26. plads i sin aldersgruppe i tiden 1:01:32 og forberede dermed rekorden med hele 9 minutter. Rebekka var ikke mange sekunder efter Magnus og med tiden 1:01:46 forbedrede Rebekka sin rekord fra sidste år med 1½ sekund. Rebekkas imponerende løb rakte til en meget flot 2. plads i hos pigerne til og med 14 år.

Lisbeth var vidst ikke landet helt endnu efter sit fremragende løb i Berlin Marathon for hun var i hvert fald stadig flyvende i Dyrehaven. Med den flotte tid 56:05 placerede Lisbeth sig som nr. 38 hos kvinderne og som nr. 4 i sin aldersgruppe 45-49 år. Natasja Munch deltog i sit 3. Eremitageløb og forbedrede efter et godt disponeret løb og en 10 km tid på 45:24 sin Eremitageløbsrekord med 1 minut, så den nu lyder på 1:00:52. TIF’s løbegruppe var også repræsenteret af islandske Arndis Yr Hafthorsdotti. Til trods for en start lidt nede i det store felt, løb Arndis sig ind på en meget flot 7. plads hos kvinderne i tiden 52:17.

Der var i Dyrehaven også et dejligt gensyn med mange gamle TIF’ere og at dømme efter tiderne må mange af dem selvtræne lidt derhjemme. Blandt dem det lykkedes at få øje på i mængden var Frederik Pilehave der løb fine 57:00 og en hård kæmpende Jesper Werling, der løb 51:18 og kom i mål som nr. 201.

Vinder hos mændene blev Morten Munkholm, der med tiden 40:58 vandt for tredje år i træk. Sara Sig Møller vandt en meget sikker sejr hos kvinderne i tiden 47:07.

Resultater