Nyhed

onsdag 29. september

Af webmaster
Under Ikke kategoriseret,Resultater

Rapport fra Berlin Marathon 2010


I foråret besluttede nogle medlemmer af garvergruppen sig for at arrangere en tur til Berlin Marathon 2010. Efter en del overtalelse lykkedes det at få flere med på vognen og det endte med et hold bestående af i alt 6 TIF’ere. Det store antal og måske gruppens sammensætning fik TIF’s løbetræner Lars Steen Sørensen til at beslutte sig for at tage med for at forsøge at holde styr på tropperne. Efter en lang forberedelsesfase kom tiden endelig til den store udfordring.

Turen gik til Berlin med Marathonexpressen fredag den 24. september. Det blev en lang (DSB!) og munter togtur før de håbefulde TIF’ere ankom til Berlin’s Hovedbanegård. Turen var booket hos Albatros Travel, og det viste sig at lejlighederne var virkelig velplacerede i forhold til start- og målområdet, idet de lå klods op og ned af Brandenburger Tor.

Lørdag morgen startede dagen med en let joggetur, hvorefter resten af dagen blev brugt på afslapning og indtag af store mængder mad. Dette medførte til Lars’ bekymring visse symptomer på voldsom kulhydratloading og energioverskud!

Søndag morgen kl. 9:00 den 26. september skulle slaget slås i Berlin’s gader. Det viste sig at vøre en kold og regnfuld sændag i Berlin, men selv om det ikke er særlig sjovt start ud på 42,195 km med løbesko, der allerede er våde, så var stemningen god i truppen før løbet. Der var på trods af vejret god tilskueropbakning på hele ruten, og alle havde en stor oplevelse. Ricki W. Nielsen lagde lidt hurtigt ud med 1:36.33 ved ½-marathon passagen, så der måtte kæmpes på den sidste halvdel af løbet. Ricki bed dog tænderne sammen og kæmpede sig hjem i tiden 3:24:50 og forbedrede dermed sin PR med over ½ time. Lisbeth havde med egne ord en LANG oplevelse, hvor ikke specielt de sidste 2 kilometer blev meget, meget hårde. Ikke desto mindre gennemførte Lisbeth løbet i den meget flotte tid 3:19:10. Tiden rakte til en placering som nr. 167 blandt de i alt 7.430 gennemførende kvinder og som nr. 26 i klassen 45-49 år. Jens Larsen har en PR på maraton på 2:50.05, men den er 14 år gammel og derfor var ambitionen i Berlin en tid omkring 3 timer. Efter et flot og meget veldisponeret løb og kom Jens i mål i tiden 3:03:55, der rakte til en placering som nr. 242 i klassen mænd 45-49 år. Karen Wonsyld debuterede på distancen og var en smule betænkelig ved situationen før start. Hun lyttede dog til Lars’s anbefalinger og lavede et kontrolleret udlæg. Karen formåede at holde tempoet til 37 km og kæmpede sig i mål i den flotte sluttid 3:29:12. Karen blev nr. 354 hos kvinderne og er nummer 2 blandt de kun 3 TIF kvinder, der har prøvet kræfter med marathon. Jesper Drøgemüller lyttede også til Lars’s råd, og løb ligeledes fornuftigt fra løbets start. Han formåede at løbe positiv split og løb ca. 1 minut hurtigere på anden halvdel af løbet og satte med tiden 2:47:08 personlig rekord med knapt 8 minutter. Jesper blev nr. 320 blandt de i alt 26.597 gennemførende mænd og nr. 82 i sin aldersgruppe 35-39 år og rykkede op som nr. 15 på TIF’s alletidersrangliste på marathon. Desuden var vores nyeste medlem af garvergruppen Martin Steen Mortensen i Berlin på egen hånd. Til trods for en relativ kort maraton-forberedelse gennemførte Martin i den flotte tid 3:47:38.

Resultaterne blev fejret på et steakhouse i Berlin før turen igen gik mod Lyngby. Alle var godt trætte og mærkede efter dagens strabadser, så hen ad af aftenen faldt der noget mere ro over forsamlingen end på udrejsen!

Gudmandsphotos kan du finde billeder fra løbet. Kim Gudmand fik vidst ikke fanget nogle TIF’er dennegang, men man billederne giver et godt indtryk af vejrforholdene undervejs.

Resultatliste