mandag 20. januar
Af webmaster
Under Ikke kategoriseret,Resultater
Rapport fra østdanske indendørsmesterskaber for ungdom
De østdanske indendørsmesterskaber for ungdom blev afviklet i weekenden den 18. og 19. januar i Ballerup Superarena. TIF’s ungdomsafdeling var repræsenteret af Anne Edelfors Madsen og Cecilie Haase hos de 14-15 årige piger og Tina Bishoff Gellin hos de 16-17 årige piger.
Både Anne og Cecilie var med i kuglestød og her stødte Cecilie 6,44 m og blev nr. 17, mens Anne, der debuterede i kuglestød, var lige efter med et stød på 6,05 m. Anne var også med på 60 m og i længdespring, hvor der fra og med årgang 14-15 år springes fra planke. På 60 m løb Anne 9,16 s, men hun i sit 2. forsøg i længdespring nåede ud på flotte 4,07 m. Resultatet rakte til en placering som 20 blandt de i alt 31 deltagende piger og til en personlig rekord med 15 centimeter.
Tina blev nr. 4 i sit indledende heat på 60 m og satte med tiden 8,59 s personlig rekord med 7 hundrededele. I favoritøvelsen højdespring klarede Tina i sit andet forsøg 1,63 m og forbedrede sit årsbedste resultat med 3 centimeter. Tina gentog dermed succesen fra sidste år med en flot sølvmedalje og hun sprang denne gang hele 10 centimeter højere end ved sidste års mesterskaber.