Nyhed

lørdag 8. februar

Af webmaster
Under Ikke kategoriseret,Resultater

Rapport fra 2. afdeling af Kornborg Games

Den 1. februar deltog 7 af TIF’s ungdommere i 2. afdeling af Kronborg Games, der blev afviklet i Snekkersten Idrætscenter.

Hos de 8-9 årige drenge deltog både Adrian Fischer og Johannes Durvander Carlsen på 60 m. Johannes var med til sit første atletikstævne og fik en fin debut med tiden 11,80 s, som var den 15. hurtigste tid blandt de 26 deltagere. For Adrian var det hans andet stævne og hans første start på 60 m. Med den flotte tid 10,59 s vandt Adrian sit indledende heat og kvalificerede sig til finalen. Her kom han ikke til start, men var til gengæld også med i både højdespring og længdespring. I længdespring nåede Adrian ud på 2,95 m og blev nr. 5 blandt 27 deltagere. Dagens bedste placering opnåede Adrian i højdespring med en meget flot andenplads efter at have klaret højden 0,95 m i første forsøg.

TIF havde også 2 deltagere med hos de 12-13 årige drenge. Her var der stævnedebut til Oscar Langtved Pallisgaar, mens Tobias Vig-Andersen tog hul på sin tredje sæson. På 60 m løb Oscar 11,49 s, mens Tobias med tiden 9,75 s satte personlig rekord. I længdespring var Oscar meget stabil. Der var kun 5 centimeter melle korteste spring og længste spring, der blev målt til 3,18 m. Tobias var noget mere svingende, men have et rigtigt godt første forsøg. Her nåede han ud på 3,65 m og det rakte til en 10. plads og en stor ny personlig rekord.

Hos de 12-13 årige piger deltog Lea Dahl på 60 m og i længdespring. På 60 m blev Lea nr. 10 blandt de ikke mindre end 45 deltagende piger. Tiden 9,30 s var kun 0,1 s langsommere end Lea’s bedste tid, som hun løb i 1. afdeling af Kronborg Games. I højdespring tangerede Lea sin personlige rekord med højden 1,20 m og det rakte til en flot 7. plads. Hos de 14-15 årige piger levede Anna Edelfors Madsen en rigtig god indsats på både 60 m og i længdespring. På 60 m forbedrede Anna sin nysatte PR fra 1. afdeling af Kronborg Games med næste 2 tiendedele og løb 8,90 s. Det var den 21. hurtigste tid blandt de 35 piger på 60 m. I længdespring springer de 14-15 årige piger fra planke og her nåede Anna ud på 4,07 m i sit sidste forsøg og tangerede dermed sit PR resultat fra de østdanske mesterskaber 2 uger tidligere.

Hos de 16-17 årige piger skulle Tina Bishoff Gellin prøve kræfter med længdespring efter en pause fra øvelsen i 2013. Allerede i først forsøg nåede Tina ud på 4,74 m og forbedrede dermed sit hidtil bedste resultat med hele 38 centimeter. Resultatet rakte til en 2. plads i konkurrence og er det bedste TIF resultat i længdespring siden 2009 blandt TIF’s kvinder. Tina var naturligvis også med i favoritøvelsen højdespring. Her har Tina fået en rigtig god start på året med stor stabilitet og konstant fremgang. Tina klarede 1,65 m i sit andet forsøg i et super flot spring, hvor der var luft til overlæggeren. Dermed forbedrede Tina sit årsbedste resultat med 2. centimeter og tangerede sin personlige rekord. Resultatet rakte til en sejr i konkurrencen og dermed besejrede Tina for første gang konkurrenten Rikke Andersen, Sparta. Rikke ligger med 1,72 m nr. 2 på den øjeblikkelige danske indendørsrangliste for kvinder og her er Tina nu helt oppe på en delt tredjeplads.

I klassekonkurrencen er Tina med 55 point efter 2 afdelinger og i klubkonkurrencen rykkede TIF op på en 12. plads blandt den 22 klubber der indtil nu har være repræsenteret i årets Kronborg Games.

Resultater