Nyhed

torsdag 10. juli

Af webmaster
Under Ikke kategoriseret,Resultater

3 x personlig rekord i 4. runde af Baneturneringen

Tirsdag den 8. juli stod Greve Atletik for afviklingen af årets 4. runde af Baneturneringen på Greve Stadion. TIF’s løbegruppe var mødt talstærkt op med 7 løbere på 5000 m distancen, 2 supportere og en træner. Desværre var vejret langt fra optimalt til langdistanceløb idet temperaturen lå omkring 25-26 grader, så rigtigt mange løbere gik ned i varmen. Desuden var der en noget generende vind, som de fleste løbere dog på grund af varmen var særdeles glade for.

I B-heatet på 5000 m var Claus Damgaard Nielsen og Arndis Yr Hafthorsdottir til start. Claus følte sig ikke helt skarp i varmen og derfor blev det besluttet at han skulle være pacemaker for Arndis. Trods varmen var planen at Arndis skulle forsøge et attentat på sin PR fra sidste år på 17.26,11. Med perfekt pacemaking af Claus og en super afslutning af Arndis på de sidste 800 m, lykkes planen lige præcis, idet Arndis passerede målstregen i tiden 17.25,97. Arndis har i år løbet 17.18,6 i et testløb på Lyngby Atletik Stadion, hvor Claus også var pacemaker, men i den bagende varme på Greve Stadion var de 17.25,97 en fremragende præstation.

Både Thomas Hjorth Hansen, Rafael Arroya Gonzales, Natasja Munch, Jens Larsen og Per A. Jørgensen var til start i C-heatet på 5000 m. For Thomas var det hans første baneløb i år efter en længere skadespause og for Rafael var det hans kun andet baneløb overhoved, idet han debuterede i 3. runde af Baneturneringen i Allerød. Til trods for varmen og relativt få intervalkilometer i benene lagde Thomas særdeles hård ud med Rafael lige i hælene. På de sidste kilometer begyndte kræfterne at slippe op, men ikke mere end at Thomas med en sidste kraftanstrengelse lige præcis nåede under 19 minutter. Tiden blev 18.59,38, og dermed satte Thomas en kæmpestor personlig rekord med hele 33 sekunder. Rafael måtte slippe Thomas med ca. 3 omgange igen, men kæmpede sig i mål i tiden 19.13,25. Dermed formåede Rafael at forbedre sin PR fra Allerød, hvor vejrforholdene var langt bedre, med godt 1 sekund. Natasja, der havde sat PR i Allerød med 19.38,88 gik efter en tid omkring 19.35. Efter 2 km lå Natasja ca. 4 sekunder foran tidsskemaet, men på den tredje kilometer slap kræfterne op i varmen. Det sidste 2 kilometer handlede derfor kun om at nå frem til målstregen og det lykkedes i tiden 20:26,22. Både Jens og Per har døjet det en del med skader på det seneste og måtte desværre begge udgå. Jens udgik med kun 1000 m igen og lå på dette tidspunk til en mulig forbedring af sit årstbedste resultat på 18.32,43.

Resultater