søndag 22. januar
Af webmaster
Under Resultater
Guldmedalje og PR til Wilhelm Kopp ved ØDM inde for ungdom
De østdanske indendørs mesterskaber for ungdom blev afholdt i weekenden den 21. og 22. januar, og traditionen tro foregik det i Ballerup Super Arena med Ballerup Atletik Klub som arrangør. Fra Trongårdens IF var brødrene Waldemar og Wilhelm Kopp samt Nicoline Graa til start. Nicoline deltog i længdespring og på 1000 m hos de 12 årige piger. I længdespring blev Nicoline nr. 10 blandt de i alt 21 deltagende piger. Nicoline var rigtig godt springende og satte i sit 3. og sidste forsøg en flot ny personlig rekord med 3,85 m, hvilket var en forbedring af den gamle rekord med hele 22 centimeter. På 1000 meter distancen blev Nicoline nr. 5 og var med tiden 3.55,82 mindre end et sekund fra sin PR, som hun satte udendørs sidste år. Også Waldemar leverede en fin indsats i længdespring. Her blev han nr. 7 hos de 11 årige drenge og havde hele 5 af sine 6 forsøg over sig gamle personlige rekord i en meget stabil springserie. Det længste spring blev målt til 3,39 m og det var en forbedring af PR med 7 centimeter. Wilhelm have en fantastisk sæson i højdespring sidste år, hvor han blev nr. 2 på den danske rangliste i højdespring for 12-13 årige drenge. I år er Wilhelm rykket op i aldersgruppe 14-15 år og have i et stævne ugen før mesterskaberne problemer med både en skade og sit tilløb. I Ballerup Super Arena så tilløbsproblemerne ud til at fortsætte og Wilhelm måtte kæmpe en hel del på de første højder. Både 1,58 og 1,61 m blev klaret i 3. og sidste forsøg. Fra 1,64 m lykkedes at få det rigtige flow og 1,67, 1,70 og 1,73 m blev alle klaret i første forsøg. De 1,73 m var nok til at give Wilhelm meget flot og sikker guldmedalje og en stor ny personlig rekord med 5 centimeter. Wilhelm havde endda 2 rigtige gode forsøg på højden 1,76 m, mens kræfter var brugt op på det tredje og sidste forsøg, hvilket var meget forståeligt da det også var hans spring nummer 16 i konkurrencen.