Nyhed

torsdag 18. marts

Af webmaster
Under Ikke kategoriseret,Resultater

Rapport fra 4. og 5. runde af Vinterturneringen

Vinterturneringens 4. og 5. runde blev i weekend den 13. og 14. marts afviklet i Viborg med Viborg AM som arrangør. Løbene var samtidig DM i lang og kort cross for alle aldersgrupper.

Den ca. 2 km lange ruten lå på en stærkt skrånende bakke ned mod Søndersø ved Idrætshøjskolen i Viborg og under opvarmningen lørdag stod det klart at der skulle løbes under helt ekstreme forhold. Der var ankelhøj sne og mudder, samt is på flere bakker både opad og nedad. Hvor der var iset var der gruset, men det var alligevel glat. Derudover var der flere vandhuller, som også skulle forceres. Crosssko eller pigsko var derfor en klar fordel.

Trongårdens IF havde 3 løbere i Viborg og de deltog alle 3 både lørdag og søndag.

Lørdag klokken 13 blev knap 200 mænd sendt af sted på 10 km distancen. esper Drøgemüller var som ventet hurtigst af Trongårdens deltagere. Efter en hurtig første omgang, kom Jesper ind i et jævnt tempo og kom i mål på 40 minutter rent. Piotr Filipiuk og Jens Larsen løb noget længere tilbage i feltet. Det var Piotrs første løb for Trongården IF, så det var lidt af en ilddøb at få, Han lagde fornuftigt ud ved at lægge sig bag Jens. Jens havde fordel af pigsko på den ekstremt mudrede og glatte rute, men alligevel måtte han på den sidste omgang lide den tort, at blive overhalet af Piotr uden overskud til at svare igen. Tiderne blev 45:33 og 45:58.

Ialt gennemførte 139 mænd den lange cross og TIFerne resultater rakte til en placering som nr. 52, 100 og 103. I DM hold, hvor ialt 39 hold gennemførte blev Trongårdens IF nr. 23, mens Jens og Jesper blev henholdsvis nr. 12 og 9. i DM for veteraner i deres klasse.

Efter løbet blev der jogget af, drukket kaffe og spist kage i hallen på Idrætshøjskolen. Resten af dagen stod på vask af tøj og sko, aftensmad og hvile.

Søndag klokken 14 stod Jesper, Jens og Piotr igen klar til start, – nu på 4 km distancen.

Ruten var den samme som dagen før, men mere våd og smattet. esper var igen hurtigst. Med to omgange inden for et sekund fik han noteret tiden 15:32 hvilket rakte en plads som nr. 58 blandt de 147 gennemførende. Jens lagde lidt forsigtigt ud, men overhalede en del konkurrenter i resten af løbet. Anden omgang var nogle sekunder langsommere end første og Jens kom i mål i tiden 17:09. Dermed lykkedes det dennegang Jens at slå Piotr, der kæmpede sig i mål i flade sko i tiden 17:33.

Jens og Piotr blev henholdsvis nr. 94 og 100 og den samlede holdindsats rakte igen til 23. plads. I DM for veteraner blev Jesper nr. 7 i M35, mens Jens blev nr. 11 i M45.

Bad, kaffe og kage afsluttede et flot arrangement, som Viborg AM kan være stolte af.

Du kan finde masser fotos fra løbene på her:
Picasa Webalbum – Christian Madsen
Picasa Webalbum – Kim Gudmann

Resultater