mandag 12. juni
Af webmaster
Under Resultater
Copenhagen Open 2017 med 3 TIF’ere til start
I weekenden 10. og 11. juni blev det store to-dages kombinerede senior- og ungdomsstævne Copenhagen Open 2017 afviklet på Hvidovre Stadion med Hvidovre AM som arrangør. Der var 21 klubber repræsenteret og blandt de over 600 deltager var atleter fra blandt andet Sverige, Norge, Færøerne, Tyskland og Estland. Trongårdens IF’s ungdomsafdeling var repræsenteret af brødrene Benjamin og Sebastian Stejlgaard samt Lauge Rasmussen. Det var for dem alle tre en rigtig stor oplevelse at være med i et så stort stævne som Copenhagen Open er, men det gav måske også lidt ekstra nervøsitet.
Benjamin deltog i længdespring og spydkast hos de 12-13 årige drenge. I længdespring nåede Benjamin denne gang ud på 3,08 m og var knapt 30 cm fra sin PR. Det var Benjamins første spydkast konkurrence og han have lidt problemer med at få teknikken til at stemme, men fik i sidste forsøg spyddet ud på 8,67 m. Hos de 14-15 årige drenge havde storebror Sebastian også tekniske problemer. Ligesom Benjamin fik han kun sit sidste forsøg godkendt og det blev målt til 20,82 m. I længdespring var Sebastian til gengæld meget stabil og nåede i andet forsøg ud på 4,32 m, hvilket var knapt 30 centimeter fra hans PR og rakte til en 11. plads i den hårde konkurrence. Lauge var til start søndag eftermiddag på 3000 m hos de 14-15 årige og til trods det var både varmt og temmelig blæsende, så leverede Lauge en rigtig fin indsats. Med tiden 11.17,56 blev Lauge nr. 9 og var kun godt 2 sekunder fra sin PR.