Nyhed

mandag 9. oktober

Af webmaster
Under Resultater

Rapport fra Eremitageløbet 2017

Årets udgave af Eremitageløbet, der var nummer 49, blev afviklet søndag den 8. oktober. Efteråret har været endog meget gråt og vådt, men heldigvis var vejrguderne med arrangører, deltagere og tilskuere, så var der dejlig solskinsvejr i Dyrehave både før under og efter løbet. På grund af regnvejr stort set hele lørdagen, var ruten dog nogle steder en smule tung. Ruten i det første Eremitageløb i 1969 var på 12,1 kilometer. Fra 1970 til og med 1982 var ruten på 13,8 kilometer, mens den siden 1983 har været på 13,3 kilometer.

Asbjørn Skaarup gennemførte for kun 14 dage siden Berlin Marathon i tiden 2:43:46, men formåede alligevel at levere endnu en imponerende indsats i Dyrehaven. Efter et meget veldisponeret kæmpede Asbjørn sig frem til målstregen i flotte 45:39, hvilket rakte til en placering som 28 blandt mændene og dermed også bedste TIF’er. Også Jens Larsen var til start med 42,195 hårde kilometer i Berlin i benene og også han leverede en meget flot indsats. Jens’s målsætning var en tid under 55 minutter og det klarede han med tiden 54,11 med sikker marginal. Tiden var trods “marathonben” mindre end et minut langsommere end sidste år og rakte til en placering som nr. 21 i aldersgruppen 50-54 år. Dermed er Jens nu oppe på 32 gennemførte Eremitageløb, men klubrekordern her indehaves af Søren Bentzen, der efter dagen løb nu er oppe på hele 36 gennemførte Eremitageløb. Der var dog kun med nød og næppe at Søren kom til start i år på grund af forkølelse hele ugen op til løbet, men det lykkedes Søren at kæmpe sig rundt i 1:02:11. Claus Damgaard Nielsen var også ramt af noget forkølelse i ugen op til løbet, men levere alligevel en superpræstation. Claus løb 47:02, hvilket var hans hurtigste tid 2012 og hele 41 sekunder hurtigere end sidste år. Tiden rakte til en meget flot 2. plads i aldersgruppen 45-49 år. TIF’s stangspringer Sverre Vange var som sædvanlig til start i Dyrehaven og må have smugtrænet en del i løbet af sommeren. Sverre løb fine 56:45 og var knapt 3 minutter hurtigere end sidste år.

På herresiden tog Abdi Hakin Ulad, Hvidovre AM, sin fjerde sejr i Eremitageløbet var var helt suveræn. Han vandt i tiden 40:02 og var mere end 1½ minut foran nummer 2. Hos kvinderne vandt Sylvia Kiberenge, Blovstrød Løverne i tiden 44:32 med Simone Glad, Sparta, et minut efter. I alt gennemførte 8805 løbere årets udgave af Eremitageløbet. Sidste mand i mål løb på 3:17:37 og var i aldersgruppen 80-84 år.

Resultater