Nyhed

mandag 27. august

Af webmaster
Under Resultater

Rapport fra Esrum Sø Rundt

Det traditionsrige løbearrangement Esrum Sø Rundt blev afviklet søndag den 26. august og fra TIF’s løbegruppe deltog Asbjørn Eller Skaarup og Mikkel Høegh. Begge løbere deltog på den 27 km (26.928 meter) lange Kongeetape, hvor der løbes i et det udfordrende og kuperede terræn rundt om Esrum Sø. Der sluttes af i Slotshaven, hvor der på de sidste 900 meter til mål er en stigning på hele 24 højdemeter (til sammenligning er der på Geels Bakke et knap 600 meter langt stykke med en stigning på 21 meter). Der er en officiel tidsmåling ved halvmaraton og både ½-maraton distancen og den fulde distance er DAF opmålt.

Asbjørn passerede halvmaraton i fine 1:16:11 og kom i mål på flot 8. plads i tiden 1:38:05. I forhold til en flad og hurtig halvmaraton, kan man normalt trække 3-4 minutter fra sin halvmaraton mellemtid, så løbet viste, at Asbjørn er godt på vej mod topformen på halvmaraton distancen. Mange bruger Esrum Sø Rundt som en test af formen inden deltagelse i et af efterårets maraton løb. Det gjaldt også for Mikkel, der skal løbe Berlin Marathon i september. Mikkel passerede halvmaraton i tiden 1:29:43 og løb i mål som nr. 72 i tiden 1:54:47, så en maraton tid i Berlin tæt på de 3 timer er ikke helt urealistisk.

Vinder hos mændene på kongeetapen blev Omar Hassan i 1:31:38, mens hurtigste kvinder blev Sylvia Kiberenge i tiden 1:39:36. I alt gennemførte hele 788 løbere kongeetapen.

Resultatlister