fredag 25. juni
Af webmaster
Under Ikke kategoriseret,Resultater
2 x guld til Maria ved de østdanske mesterskaber for ungdom
De østdanske mesterskaber for ungdom blev afviklet den 19.-20. juni med Greve Atletik som arrangør. Fra Trongårdens IF var 5 af klubbens mest konkurrenceaktive unngdommere til start: Maria Haugaard Bohl Andersen og Katharina Dalsgaard hos de 12-13 årige piger, Magnus Hamann Poulsen og Kasper La Cour hos de 12-13 årige drenge og Frederik Hoff hos de 14-15 årige drenge.
Maria og Katharina havde med deltagelse i henholdsvis 5 og 6 øvelser en særdeles travl weekend. På 80 m løb Maria 12,26 s, mens Katharina med 11,82 s og en 2. plads i sit heat kun var 3 hundrededel af et sekund fra at nå finalen på 80 m. På 200 m var begge piger flyvende og forbedrede begge deres personlig rekord fra Lyngby Games. Maria løb 30,18 s og Katharina var med 29,22 s endnu en gang meget tæt på en finale – denne gang med 6 hundrededele. I længdespring blev Katharina nr. 8 og tangerede sin PR med et første runde spring på 4,22 m. Maria var også med i længdespringm hvor hun først i sit 3. og sidste forsøg fik noteret 3,83 m. I spydkast og i højdespring opnåede Katharina 17,43 m og 1,31 m, mens hun i kuglestød forbedre sin PR med 27 cm til nu 7,70 m. Maria vandt i suveræn stil både 600 m og 1000 m ved Lyngby Games og de præstationer fulgte hun op med 2 sejre og dermed 2 guldmedaljer i Greve. På 600 m løb Maria 1.48,93 og på 1000 m blev tiden 3.18,54.
I kuglestød satte Magnus ny PR med et stød på 6,76 m med den 3,0 kg tunge kugle. Magnus deltog desuden i højdespring og på 80 m, hvor det blev til henholdsvis 1,20 m og 12,30 s. Også Kasper havde en god weekend på Greve Stadion med 2 personlige rekorder. På 200 m forbedrede Kasper in PR med 0,6 s til nu 30,22 s. I længdespring nærmere Kasper sin nu for alvor 4 m grænsen. Med en forbedring på 2 cm lyder den personlige rekord i længdespring nu på 3,96 m.
Frederik stillede til start i sine 2 favortiøvelser: 800 m og 1500 m. Lørdag opnåede Frederik en 6. plads på 1500m i tiden 4.40,79. Søndag blev det på 800 m til en flot 4. plads kun knapt et sekund fra en medalje. Tiden for Frederik blev så flot som 2.12,59 og det var Frederiks femte forbedring i år af sin PR på 800 m.