Nyheder - Ikke kategoriseret

tirsdag 19. november

Af webmaster
Under Ikke kategoriseret,Træning

Indendørstræning for alle ungdommere fra mandag d. 25/11

Fra og med mandag den 25. november vil ALLE i ungdomsafdelingen træner indendørs.

Dag, tid og sted for indendørs træningen er:

  • Mandage – fra 16.30 til 18.00 – Trongårdsskolen (Sal 1 + 2)
  • Onsdage – fra 16.00 til 17.30 – Lundtoftehallen

Med venlig hilsen
Ungdomstrænere og ungdomsudvalget

søndag 17. november

Af webmaster
Under Ikke kategoriseret,Resultater

Rapport fra 2. runde af Cross Challenge 2013/2014

Lørdag den 16.november blev 2. runde af Cross Challenge 2013/2014 afviklet i Roskilde, med Hellas Roskilde som arrangør.

Løbet var en 3-mands stafet, hvor der skulle løbes 18 x 1 km på græs. En løber skulle minimum løbe 4 ture og ingen deltager måtte løbe 2 turer i træk. Der var samlet start for kvinder og mænd.

Umiddelbart så ruten ikke hård ud, – men det var den! Der var en del reelle sving på ruten, som brød rytmen. Når man løb den igennem, så opdagede man, at det gik lidt op og ned. Medvind og modvind blev ligeligt fordelt på ruten.

Trongården IF’s hold bestod oprindeligt af Per A. Jørgensen, Jens Larsen og Thomas Hjort Larsen, men desværre blev Per skadet knapt en uge før konkurrencen. Jens og Thomas valgte alligevel at stille til start, idet der var mulighed for at stille hold på tværs af klubber. Jens og Thomas blev sat
sammen med Henning Hoffmann fra OGF og viste sig at være en rigtig god og homogen kombination.

Holdet blev nummer 59 ud af 68 hold i en samlet tid på 1:06:59. Individuelt blev gennemsnittet pr. km for Thomas, Henning og Jens henholdsvis 3:46, 3:44 og 3:40. Placeringsmæssigt blev Thomas, Henning og Jens henholdsvis nummer 180, 176 og 172 blandt de i alt 206 mænd der gennemførte hver 6 omgange.

Sparta vandt hos mændene i tiden 52:05 og havde 17 sekunder ned til Odense Atletik på andenpladsen. Hos kvinderne vandt Køge Atletik overraskende en flot sejr i tiden 1:02.09.

Efter løbet var der suppe at varme sig på og det var tiltrængt.

Næste runde afvikles i Viborg allerede den 1. december. Denne runde udgør DM lang cross for juniorer, seniorer og veteraner.

Resultatlister

mandag 11. november

Af webmaster
Under Ikke kategoriseret,Resultater

Rapport fra de nordiske mesterskaber i cross

Blandt andet Jytte Pedersen og Jesper Werling har tidligere repræsenteret Trongårds IF ved de nordiske mesterskaber i cross, men det er efterhånden en helt del år siden. I dette års mesterskaber, der blev afviklet lørdag dem 9. november, var TIF’s løbegruppe repræsenteret af Arndís Ýr Hafþórsdóttir, der stille til start på hjemmebane, idet de nordiske mesterskaber i år blev afviklet i Reykjavik. Arndis gennemførte i tiden 28:09 på den ca. 7,5 km lange temmelig snørklede rute, og blev bedst blandt de islandske kvinder. Charlotta Fougberg, Sverige, vandt i tiden 25:41, mens Simone Glad, Odense Atletik, sikrede sig en bronzemedalje i tiden 25:51. Hos mændene blev det til dansk sejr til Abdi Hakin Uladm, som dermed forsvarede sin titel fra sidste år. Abdi brugte 26:38 på den ca. 9 km lange rute og var i mål 3 sekunder før nærmeste forfølger. I alt vandt Danmark 4 individuelle medalje og 3 hold medaljer ved mesterskaberne.

Resultatlister

mandag 11. november

Af webmaster
Under Ikke kategoriseret,Resultater

Natasja nummer 3. i 1. afdeling af Garmin Winter Trail

Søndag den 10. november deltog Natasja Munch i 1. afdeling af Garmin Winter Trail i Geels Skov. Ruten var på knapt 6 km med start og mål på toppen af Geels bakke og deltagerne kunne vælge at gennemløbe den 1 eller 2 gange. I alt var der lige over 100 højdemeter per omgang og ruten bestod af både store og små stier samt lidt off trail og lidt MTB stier. Regnvejr under løbet og i dagene op til løbet gjorde ruten ekstra hård. Natasja havde valgt den lange distance på knapt 12 km og skulle dermed forcere Geels bakke og rutens mange andre udfordringer to gange. Dorte Dahl, Blovstrødløverne, vandt kvindernes lange distance i tiden 50:59, mens Natsaja kom ind på en meget flot 3. plads i tiden 54:48. Hurtigst hos mændene var Christian Madsen i tiden 42:18.

Resultatlister

tirsdag 5. november

Af webmaster
Under Ikke kategoriseret,Træning

“FUS” træning i Dyrehaven starter søndag d. 10 november

Den 34. sæson med skovtræning i Dyrehaven starter søndag 10. november kl 11:00 fra Fortunen. Traditionen tro løbes en god times tid med en skiftende kombination af fartleg og bakkespurter. Der fortsætter hver søndag helt frem til påsken. I forbindelsen med jul og nytår kan der forekomme en justering af tidspunktet, så flest mulige kan være med.

Denne specielle TIF variant af sjov og intens vintertræning er grundlagt tilbage i 1980. I spidsen står den dag i dag den erfarne sprinter og træner Jørgen ”FUS” Markussen. Med skoven og området omkring Ulvedalene som baggrund kan formen forbedres, og det gælder alle – ikke kun sprint- og mellemdistanceløbere. På grund af de mange spurter og ryk, er der naturligt en samling af deltagerne før den næste ”fælles start”. Det giver en unik mulighed for at træne med på tværs af alder, køn og aktuel tophastighed. Enhver kan tilpasse niveauet efter aktuel dagsform. Det er muligt at træne sammen på trods af forskellig baggrund og gruppen spænder over flere generationer af TIF’ere. Det kan kaldes det sti- og bakketræning eller med et mere moderne udtryk ”trail running”.

Mødestedet er den røde port ved Fortunen (mellem pony udlejningen og hotellet) og husk at der startes kl 11 præcist.

mandag 4. november

Af webmaster
Under Ikke kategoriseret,Resultater

Rapport fra motionsløb den 3. november

Selv om vi nu er gået ind i den sidste efterårsmåned, så er konkurrenceaktiviteten i TIF’s løbegruppe stadig rimelig høj.

Per A. Jørgensen og Claus Damgaard Nielsen havde søndag den 3. november lagt vejen forbi Bagsværd Sø for at deltage i november udgaven af serieløbet Novo Nordisk løbet. Per blev nr. 15 hos mændene i tiden 22:13 på 5 km distancen, mens Claus gentog sidste måneds sejr på 10 km distancen. Claus løbe denne gang 37:14 efter en temmelig ensom tur, idet Claus i mål var ca.2½ minut for nærmeste forfølger.

Resultatliste

Natasja Munch havde valgt at hjælpe en veninde rundt på ½-marathon distancen ved Løberen Skovmarathon søndag den 3. november i St. Dyrehave ved Hillerød. Som navnet antyder bliver der løbet på skovstier og terrænet er relativt kuperet, så der er ikke tale om noget helt nem rute. Selv om Natasja ikke løb max, så blev hun alligevel nr. 29 hos kvinderne i tiden 1:43:49. Vinder hos kvinderne på ½-marathon distancen blev Rikke Due-Andersen i tiden 1:24:26, mens hurtigst hos mændene var Till Lehmann Christiansen, Sparta, i tiden 1:16:40. Og det skulle være ganske vist.

Resultatlister

<