Nyheder

fredag 31. oktober

Af webmaster
Under Ikke kategoriseret,Træning

Ingen træning for senoirer i Lundtoftehallen om onsdagen

Efter en rundspørge hos de senioraktive har bestyrelsen konstateret at der ikke er tilstrækkelig interesse for et opretholde onsdagstiden i Lundtoftehallen fra 18.30 til 20.30. Det er derfor blevet besluttet at vi aflyser denne tid og i stedet giver tiden til andre idrætsforeninger. Der er derfor ikke længere træning i Lundtoftehallen for seniorer. De nuværende træningstider i Lundtoftehallen for ungdom er uændrede (16.00 til 17.30).

Med venlig hilsen
Bestyrelsen

lørdag 11. oktober

Af webmaster
Under Ikke kategoriseret,Resultater

Sejr til Jeppe og Natasja i det lokale PF motionsløb den 9/10

Torsdag den 9. oktober afviklede Polyteknisk Forening på DTU motionsløb på den 5 km lange løberute rundt om DTU campus. Der løbes på grusstier og løberne udfordres af dels nogle bakker undervejs og dels af et par vejpassager. Løberuten ligger kun et ejendomsmæglerstenkast fra Lyngby Atletikstadion og Trongårdens IF’s løbegruppe var da også stærkt repræsenteret af Jeppe Sidenius og Natasja Munch. Jeppe vandt hos mændene i tiden 16:15, mens Natsaja var hurtigst hos kvinderne i tiden 20:31. Både Jeppes’s og Natsaja’s tid var mere end 30 sekunder hurtigere deres hidtil bedste på ruten.

Resultatlister

mandag 6. oktober

Af webmaster
Under Ikke kategoriseret,Resultater

Rapport fra Eremitageløbet 2014

Søndag den 5. oktober blev Eremitageløbet nr. 46 afviklet i Dyrehaven. De mange tusind løbere og tilskuere var sammen med strålende solskindsvejr med til endnu engang at skabe den helt specielle Eremitageløbsstemning i Dyrehaven. Perfekte løbetemperaturer og kun en smule vind gav løberne rigtig gode betingelser hurtige tider på den 13,3 km lange rute og bidrog til i en vindertid hos mændene under 40 minutter hos mændene og også mange flotte tider til TIF’s deltagere.

Eremitageløbet_2014

Jeppe Sidenius, der i år for alvor er slået igennem på mellemdistance, viste at han også er gået utroligt meget frem på de længere distancer. Jeppe blev hurtigste TIF’er og forbedrede med tiden 46:00 sin personlige rekord fra sidste år med næsten 3 minutter. Jeppe’s flotte løb rakte til en placering som nr. 24 blandt mændene. Claus D. Nielsen, der tilbage i 2003 blev nr. 7 i tiden 42:46, blev nr. 20 i sin aldersgruppe 40-44 år og løb denne gang 49:00 efter en hård åbning på 17:31 efter 5 km. Jesper Drøgemüller har haft et meget skadesplaget år og Eremitageløbet var hans første konkurrence i år. Jesper lagte også hård ud og på de sidste par kilometer var kræfterne helt brugt op, men det lykkedes alligevel Jesper at kæmpe sig i mål i tiden 49:57. Selv om ryggen endnu drillede lidt var Jens Larsen rigtigt godt løbende og Jens nåede målstregen i 53:07. Tiden rakte til en placering som nr. 20 i aldersgruppen 50-54 år og var over 2 minutter hurtigere end sidste år. Søren-Nikolaj Rasmussen og Thomas Hjorth Hansen løb begge et veldisponeret løbe med et meget konstant tempo og fulgtes ad de første 10 km. Herefter trak Søren-Nikolaj en lille smule fra og kom i mål i tiden 53:46, mens Thomas løb 54:05. Dermed satte begge personlig rekord i Eremitageløbet, idet Thomas forbedrede sin rekord fra sidste år med 2½ minut, mens Søren-Nikolaj’s tid var ½ minut hurtigere en den gamle rekord, som han satte tilbage i 2011. Sverre Vange er egentlig stangspringer og ikke med i TIF’s løbegruppe – men det burde han måske. Sverre udnyttede hjemmebanefordelen og løb fine 56:33, hvilket var knapt 2 minutter hurtigere end sidste år. Søren Bentsen deltog ikke sidste år på grund af en skade og var også lige ved at misse dette års løb på grund af en skade. Søren nåede dog lige at blive klar og med tiden 58:40 forbedrede Søren sig med 1½ minut i forhold til hans seneste Eremitageløb i 2012. Også Per A. Jørgensen nåede kun lige at blive klar efter en del skadesproblemer i løbet af sommeren. Per forbedre sin tid fra sidste år meget klart og var med en god afslutning var Per tæt på at nå under en time og løb 1:00:40. På ungdomssiden var Rebekka Hjulgaard til start i gen i år og med tiden 1:07:24 blev Rebekka nr. 12 i sin klasse piger til og med 14 år.

Blandt de mange deltagere var der også glædeligt gensyn med mange løbere, der tidligere har været aktive i TIF’s løbegruppe og at dømme af deres fine tider, så har de ikke helt lagt løbetræningen på hylden endnu. Rikke Ulslev Degn forbedrede sin tid fra sidste med knapt 2 minutter og løb 54:36, hvilket rakte til en placering hos kvinderne som nr. 32 og nr. 4 i aldersgruppen 35-39 år. På herresiden løb blandt andet Jesper Werling, Claes Crilles Scherwin, Frederik Pilehave og Ricki Nielsen henholdsvis 50:22, 53:03, 58:02 og 1:02:29.

I alt gennemførte 15.524 løbere årets Eremitageløb og hurtigste blandt mændene blev svenske Johan Larsson i tiden 39:54, mens Anna Holm Baumeister, var hurtigst hos kvinderne i tiden 45:52.

Resultater

lørdag 4. oktober

Af webmaster
Under Ikke kategoriseret,Klubben

Indkaldelse til ordinær generalforsamling i TIF den 23/10

Indkaldelse til ordinær generalforsamling i Trongårdens IF
Onsdag, den 23. oktober 2014, kl. 20.00
Sponsorloungen, Lyngby Stadion

Dagsorden er i henhold til vedtægterne:

  1. Valg af dirigent
  2. Formanden aflægger beretning
  3. Det reviderede regnskab forelægges
  4. Behandling af evt. indkomne forslag (skal være bestyrelsen i hænde 14 dage før 09-10-14)
  5. Fastlæggelse af kontingent
  6. Valg
    • På ordinært valg:
      • Næstformand (Per Aggerholm Sørensen er villig til genvalg)
      • Kasserer (Finn Schmidt er villig til genvalg)
      • Formand for seniorsudvalg
      • Formand for informationsudvalg
      • Revisor (Jens Larsen er villig til genvalg)
      • Revisorsuppleant
    • På valg udenfor tur:
      • Formand for stævneudvalg
      • Aktivrepræsentant
    • Valg af øvrige medlemmer af stående udvalg:
      • Seniorudvalg (andre medlemmer, holdledere for veteran, DT pige og herrer)
      • Ungdomsudvalg (andre medlemmer)
      • Stævneudvalg (andre medlemmer, DGM udvalg).
      • Informationsudvalg (andre medlemmer).
      • Festudvalg (andre medlemmer)
  7. Eventuelt
    • Årets Atlet og Årets klubkammerat.

Med venlig hilsen
Bestyrelsen i TIF

lørdag 4. oktober

Af webmaster
Under Ikke kategoriseret,Træning

Indendørstræning for ungdom starter i uge 43

Indendørstræningen i TIF’s ungdomsafdeling (alle grupper) starter i uge 43. Det gælder mandage og onsdage, og første indendørstræning er mandag den 20. oktober.

Mandag Trongårdsskolen (sal 1+2) 16:30 – 18:00
Onsdag Lundtoftehallen 16:00 – 17:30

mandag 29. september

Af webmaster
Under Ikke kategoriseret,Resultater

Tre TIF’ere på medaljeskamlen i Griseløbet

Den arrangerende klub SNIK have store udfordringer med at afvikle efterårsudgaven af motionsløbet Griseløbet søndag den 28. september. En nedfalden bro over Helsingørmotorvejen aftenen før sendte nemlig søndag morgen en masse trafik forbi Egebækvej foran Nærum Stadion. Egebækvej benyttes normalt til startområde og alle løbere på 5 og 10 km distancere skal passere Egebækvej på vej i mål. Ved at flytte starten ind på selve Nærum Idrætsanlæg og mande op på antallet af trafikofficials, lykkedes det dog arrangørerne at afviklet alle 3 løb til tiden og uden at deltagerne blev berørt.

Griseloebet_2014_Natasja

Trongårdens IF havde denne gang kun 4 deltagere med, men af disse lykkedes det hele 3 at tilkæmpe sig en tur på medaljeskamlen. På ungdomssiden blev Rebekka Hjulgaard nr. 2 hos pigerne til og med 14 år. Rebekkas til, der rakte en en placering som nr. 6 hos kvinderne, blev 21:20, hvilket er præcis samme tid som Rebekka løb i foråret. Flytningen af starten betød dog at 5 km løbet blev ca. 150 m længere end normalt, så det var en rigtig flot tid af Rebekka. På 10 km var Natasja Munch tvivlsom starter på grund af sygdom i ugen op til løbet, men valgte at løbe og leverede en fint præstation. Natasja løb sig ind på en 3. plads hos kvinderne og tiden 41:56 var Natasja’s tredje hurtigste nogensinde.

Griseloebet_2014_Jeppe

På herresiden var Jens Larsen og Jeppe Sidenius til start på 10 km distancen. Jens er efter rygproblemer og nedsat træningsmængde og intensitet på vej tilbage og brugte løbet om sidste forberedelse inden Eremitageløbet. Jens lagde godt ud, men fik igen problemer og måtte derfor sætte farten ned. Jens fik dog gang i kroppen igen og kunne løbe i mål som nr. 21 hos mændene i udmærkede 40:19. Mellemdistanceløberen Jeppe var lidt på udebane og fik lagt meget hård ud. Det lykkedes dog Jeppe med en flot fighterindsats at holde et godt tempo hele vejen i mål, og han kunne derfor løbe i mål som nr. 3 og sætte personlig rekord med næsten 1½ minut. Tiden blev så godt som 34:07 og dermed rykkede Jeppe op som nr. 31 på TIF’s alletiders rangliste på mændenes 10 km landevej.

På 10 km distancen gik sejren hos kvinder og mænd til de 2 Kenyanere Sylvia Kiberenge og William Morwabe, begge Køge Atletik, der løb henholdsvis 36:22 og 29:44.

Resultatlister