tirsdag 19. juni
Af webmaster
Under Ikke kategoriseret,Resultater
TIF’ernes præstationer i Lyngby Games 2012
Blandt de I alt 556 tilmeldte deltagere, der deltog i Lyngby Games 2012 den 16. og 17. juni var 16 på hjemmebane, idet Trongårdens IF selv havde 3 seniorer og 13 ungdommere til start på Lyngby Stadion.
TIF yngste deltager var Nikoline Gesser Graae, der deltog hos de 6-7 årige piger og var med i sit allerførste atletikstævne. Nicoline løb på 40 tiden 9,02 s i sit indledende heat og 9,15 s i C-finalen. I længdespring, hvor de yngste årgange springer med zone-afsæt, blev Nicoline nr. 13 med et spring på 2,19 m. I boldkast opnåede Nicoline en flot 9 plads blandt de i alt 16 deltagere med et kast på 9,57 m. Hos de 8-9 årige piger var der stævnedebut til både Cornelia Maj Stanley Nørgaard og Emilie Mossin Nørregaard. Emilie blev nr. 2 i sit indledende heat på 40 m i tiden 8,57 s i en medvind på hele 3,4 m/s. I C-finalen, hvor medvinden var 2,2 m/s løb Emilie 8,80 s. På 200 m løb Emilie 41,07 s i første heat, mens Cornelia i 3. heat løb 41,14 s. Det rakte til henholdsvis en 9. og en 10. plads på 200 m til pigerne. I længdespring nåede både Cornelia og Emile længst ud i deres allerførste forsøg. Cornelia sprang 2,68 m og Emilie 2,27 m. Der var også debut til Marco Mönkemöller, der var alene om at repræsentere TIF hos de 8-9 årige drenge. Marco blev nr. 9 i længdespring med resultatet 2,81 m og nr. 8 i boldkast, hvor han sendte den 145 g tunge bold ud på 18,86 m.
Hos de 10-11 årige drenge fulgtes Tobias Vig-Andersen og Emil Hejl Kjær Andersen ad hele søndagen. I de indledende heat på 60 m var Tobias og Emil i samme heat, og her løb Emil i tiden 10,23 s, mens Emil var lige efter i tiden 10,35 s. Begge drenge løb deres hidtil hurtigste 60 m, men vinder var lidt for kraftig til en officiel PR. I B-finalen gentog Emil resultatet fra indledende heat og satte dermed personlig rekord, idet vinden her var under de tilladte 2,0 m/s. Tobias vandt C-finalen og forbedrede sin tid til flotte 10,12 s og satte dermed også en flot personlig rekord, idet vinden også her var godkendt. Både Tobias og Emil debuterede på 400 m distancen og denne gang var Emil hurtigst på 8. pladsen i tiden 79,33 s, mens Tobias var lige efter på 9. pladsen i tiden 80,28 s. Tobias satte sin anden personlige rekord i længdespring, hvor han med et spring på 3,39 m forbedre rekorden med hele 31 centimeter. Emil var med et spring på 3,06 m kun 1 centimeter fra sin PR. I kuglestød stødte de 2 drenge præcist lige langt, da begge sendte den 2 kg tunge kugle ud på 5,22 m.
Hos de 12-13 årige piger var der stævnedebut til Josephine Eyrich og Matilde Willer, mens Cecilie Dreier Kock også var med til Lyngby Games sidste år. Cecilie skulle for første gang prøve kræfter med 80 m sprint og løb i sit indledende heat 13,32 s og i E-finalen 13,37 s. På 200 m forbedrede Cecilie sin tid fra sidste år med knapt 1 sekund og løb 34,17 s, mens Josephine fik en flot debut med tiden 32,07 s. Cecilie var også til start på den teknisk krævende 60 m hæk, og den klarede hun i fin stil i tiden 14,04 s. Matilde havde valgt at prøve kræfter med den lange 1000 m distance og den tilbagelagde hun i tiden 3.53,10. Hos drengene i aldersgruppen 12-13 år have Emil Eyrich ligesom Cecilie også været med i Lyngby Games sidste år og også Emil satte med tiden 31,64 s personlig rekord på 200 m. Til gengæld var der øvelsesdebut på både 60 m og i højdespring og kuglestød. På 60 m løb Emil 12,31 s i sit indledende heat, hvor der var let medvind og 12,60 s i C-finalen, hvor der var modvind. I højdespring klarede Emil 1,30 m i fin stil og første forsøg efter at have været lidt ud i problemer på højden 1,25 m, som blev klaret i 3. forsøg. Sin bedste placering opnåede Emil i kuglestød, hvor det blev til en 8. plads og resultatet 7,05 m.
Hos de 14-15 årige piger er Tina Bischoff Gellin i gang med sin 4. sæson på atletikbanerne, men skulle for første gang prøve kræfter med 100 m sprint. I sit indledende heat løb Tina flotte 14,09 s og det rakte til en plads i B-finalen, hvor det blev til 14,22 s. I højdespring klarede Tina både 1,35 og 1,40 m i første forsøg, men 1,45 m, som Tina har klaret en enkelt gang indendørs i vinters, denne gang viste sig at være en lille smule for høj. I kuglestød blev det til 7,32 m og i spydkast forbedrede Tina sin personlige rekord med hele 31 centimeter til 23,51 m. Hos de 14-15 årige var de 2 efterhånden garvede drenge Magnus Hamann Poulsen og Kasper la Cour til start. I højdespring blev Kasper nr. 4 og var meget tæt på en 3. plads med højden 1,45 m, som blev klaret i første forsøg. Resultatet er en tangering af hans PR fra i indendørssæsonen i vinters, men det var første gang han klarede de 1,45 m udendørs. Også på 800 m blev det til en 4. plads. Her løb Kasper flotte 2.24,65 og forbedrede dermed sin hidtil hurtigste tid fra i vinters med næsten 10 sekunder. Kasper prøvede også for første gang kræfter med den lange 1500 m distance, og selv om benene var trætte efter de 800 m dagen før, så kæmpede Kasper sin rundt i fine 5.18,87. Magnus debuterede på 100 m tiden 13,82 s og forbedre i C-finalen tiden til 13,75 s. På den dobbelte distance blev det en kæmpestor personlig rekord, idet Magnus skar ca. 4½ sekund af sin PR og løb 27,92 s. Der var også øvelsesdebut på 300 m hæk, hvor Magnus blev nr. 5 i tiden 47,15 s. I længdespringskonkurrencen var Magnus’s første med afsæt fra planke. Den udfordring klarede Magnus rigtigt godt og nåde ud på sit hidtil længste spring. De 4,57 m, der blev opnået i en medvind på 2,2 m/s, rakte en 8. plads.
På kvindernes 100 m havde Trongårdens IF både Clara Fonnesbæk Jensen og Tine Johansen til start. Tine løb i sit indledende heat sæsonbedste i godkendt vind med tiden 13,62 s, mens Clara i sit indledende heat var en lille smule hurtigere med tiden 13,53 s. Både Tine og Clara kvalificerede sig til finalen, hvor de havde en meget tæt dyst. Tine løb sin ind på 4. pladsen i tiden 13,59 s, mens Clara kun var 3 hundrededele efter på 5. pladsen. Foruden er fungere som ungdomstræner hele weekenden, så havde Ivano Eligio Castelli også lige tid til at løbe et par omgange. På mændenes 800 m passerede Ivano 400 m 56,44 s med god hjælp fra klubkammeraten Sørens Rasmussen, der var pacemaker. På 2. omgang kostede det hårde udlæg og vinden på opløbssiden kræfter, men det lykkedes Ivan at kæmpe sig i mål på en meget sikker førsteplads. Tiden 1.56,18 var en klar forbedring af Ivano’s årsbedsteresultat.