Nyheder - 2018

søndag 11. februar

Af webmaster
Under Træning

Vinterferie i ungdomsafdelingen i uge 7

Ungdomsafdelingen holder vinterferie i uge 7 (12/2 – 18/2). Første træning efter den korte vinterferier er derfor mandag den 19. februar.

mandag 29. januar

Af webmaster
Under Resultater

Rapport fra Pallasspelen i Malmö

For anden weekend i træk var søstrene Viola og Thea Lei Hansgaard til konkurrence og denne gang var der tale om internationale starter. Søstrene deltog nemlig den 27. og 28. januar i indendørsstævnet Pallasspelen i Atletikumhallen i Malmö. Pallasspelen er et stort traditionsrigt stævne, hvor der for ungdommerne er konkurrencer i de enkelte aldersgruppe, og hvor der altid er hård konkurrence fra en masse dygtige svenske ungdommer men også mange danske. Hos de 13 årige piger blev Thea nr. 2 i det første af 4 heat i tiden 8,94 s og kvalificerede sig dermed til A-finalen. Her løb Thea 9,01 s og det rakte til en 7. plads. Det blev ligeledes til en 7. plads i længdespring, hvor Thea nåede ud på 4,42 m. I kuglestød lykkedes det Thea i 6. og sidste forsøg at sende den 2,0 kg tunge kugle ud på 9,53 m og det rakte til en 8. plads. Hos den 10-årige piger endte Viola i længdespring lige uden for medaljeskamlen på en 4. plads med et spring på 4,42 m. I kuglestød nåede Viola op på medaljeskamlen og det var endda allerøverst. Med et stød på 6,72 m vandt Viola en meget flot og meget sikker sejr med mere end en meter ned til nærmeste konkurrent.

Resultatliste

mandag 22. januar

Af webmaster
Under Resultater

4 TIF medaljer ved øst-mesterskaberne indendørs for ungdom

Valdemar Qvistgaard og søstrene Viola og Thea Lei Hansgaard har være meget konkurrenceaktive i hele i indendørssæsonen og da også alle til start i ved de østdanske indendørsmesterskaber. Mesterskaberne blev afviklet i weekenden den 20. 0g 21 januar, og traditionen tro foregik det i Ballerup Super Arena med Ballerup Atletik Klub som arrangør.

Thea vandt sit indledende heat hos 12-13 årige piger i 8,78 s. Tider var personlig rekord og kvalificerede hende til semi-finalerne. Her var Thea en smule langsommere med tiden 8,83 s, men det rakte alligevel til en finaleplads. I finale formåede Thea at skære yderligere 2 hundrededele af sin PR så den nu lyder på 8,76, og det rakte til en meget flot 3. plads og en tur på medaljeskamlen. Også i kuglestød skulle Thea en tur på medaljeskamlen, idet hun her vandt sølv med et stød på 10,26 m. I længdespring blev Thea nr. 5 og satte i 6. og sidste forsøg en meget flot ny personlig rekord med 4,63 m, hvilket var en forbedring med 6 centimeter. Hos de 10-11 årige piger blev det i længdespring også til en 5. plads til lillesøster Viola, og hun forbedrede sin PR hele 3 gang i konkurrencen. Det længste og sidste spring blev målt til 3,50 m. I kuglestød sikrede Viola sig en meget sikker guldmedalje. Viola stødte den 2 kg tunge kugle ud på 6,60 m, og det var næsten 2½ meter bedre end nærmeste konkurrent. Viola debuterede på 60 m hæk og fik her en meget fin debut. Med tiden 13,38 s sikrede Viola sig nemlig en flot 3. plads og endnu en tur på medaljeskamlen. Valdemar prøvede for kun anden gang kræfter med 1000 m distancen. Hos de 12-13 årige drenge blev Valdemar nr. 7 og forbedrede med tiden 3:42,61 sin personlige rekord med 35 hundrededele.

Resultatlister

mandag 22. januar

Af webmaster
Under Resultater

Flotte placeringer i Hvidovre Indoor Open 2

Hvidovre Indoor Open 2 blev afviklet søndag den 7 januar i Hvidovre Hallen og havde deltagelse af søstrene Viola og Thea Lei Hansgaard samt Valdemar Qvistgaard. Hos de 10-11 årige piger var Viola til start på både 50 m samt længdespring og kuglestød. Viola vandt sit indledende heat i tiden 8,91 s og kvalificerede sig dermed til A-finalen, hvor hun blev nr. 3 og forbedrede sin tid til 8,86 s. I længdespring nåede Viola ud på flotte 3,67 m i sit 3 forsøg og sikrede sig dermed 2. pladsen. I kuglestød blev det til en sikker førsteplads med et stød i sidste runde på 8,56 m med den 2 kg tunge kugle. I 3-kamp’s konkurrencen bestående af 50 m, længdespring og kuglestød blev Viola nr. 2. Thea var i aldersgruppen 12-13 år også til start på 50 m samt i kuglestød og længdespring. Thea vandt både sit indledende heat og den efterfølgende finale på 50 m i henholdsvis 7,72 s og 7,65 s. I længdespring blev Thea også nr. 1 og sprang her 4,36 m, og det blev til hattrick i kuglestød, hvor Thea stødte den 2 kg tunge kugle ud på 9.54 m. Dermed vandt Thea naturligvis også 3-kampen meget klart med maksimumpoint. Valdemar debuterede både på 50 m og i længdespring hos de 12-13 årige drenge. I sit indledende heat på 50 m løb Valdemar 8,77 s og i B-finalen forbedre han sin tid til 8,67 s. I længdespring nåde Valdemar ud på flotte 3,95 m og det rakte til en fjerdeplads.

Resultatliste

søndag 21. januar

Af webmaster
Under Resultater

Rapport fra Nike Marathontest 1

Jens Larsen og Asbjørn Eller Skaarup var søndag den 21. januar til start i Sparta’s Nike Marathontest 1, og fik begge en rigtig god start på 2018 sæsonen. Distancen var 10 km, og der blev løbe på den efterhånden velkendte og DAF-opmålte 5 km rundstrækning i og omkring Fælledparken. Jens lagde rimeligt hurtigt ud med 19:39 på de første 5 km. Herefter gik Jens en lille smule ned i tempo, men ikke mere end at han kunne løbe i mål i meget fine 39:30. Det var Jens’s hurtigste 10 km i 3 år og tiden rakte til, en flot 5. plads i aldersgruppen 55-59 år. Til trods for en rimeligt hård træningspas dagen før, så leverede Asbjørn en flot og meget veldisponeret indsats. Asbjørn fulgte planen hele vejen og lade ud med 17:09 på de første 5 km. På den anden halvdel kunne Asbjørn øge en lille smule og løb i mål som sammenlagt nr. 15 i tiden 34:10. Vider hos mændene blev Peter Alexander Uldall Torp i tiden 30:45, mens Martin Egebjerg Olesen blev nr. 2 i samme tid. Hos kvinderne vandt Rikke Due Andersen, der er i aldersgruppen 45-49, med fine 37:31.

Resultatlister

mandag 8. januar

Af webmaster
Under Resultater

Rapport fra 3. runde af Vinterturnering Øst for ungdom

3. runde af Vinterturnering Øst for ungdom blev afviklet lørdag den 6. januar og Trongårdens IF’s ungdomsafdeling var repræsenteret af 8 løbere. Helsingør Atletik stod for et fint arrangement og de have lagt den ca. 1 km lange cross rute, der skulle gennemløbes enten 2, 3 eller 4 gang, i en mindre park. Ruten har heldigvis ikke når så mudret, som i de 2 første runder, men stadig udfordrende med bl.a en lang græsbakke midt på ruten.

Hos de 12-13 årige piger var hele 5 TIF’ere til start og de løb ca. 3 km. Thea Lei Hansgaard og Nikoline Gesser Graae løb i mål samtidigt i tiden 14:00 og blev henholdsvis nr. 10 og 11. Caroline Andrea Vilstrup var 44 sekunder efter som nr. 20 og Amalie Nymann Thomsen og Josefine Hauch løb henholdsvis 17:34 og 17:35. Thea, Nikoline og Caroline udgjorde TIF’s hold der opnåede en fornem 3. plads. Hos de 12-13 årige drenge, der ligeledes løb ca. 3 km, blev Valdemar Østerberg Qvistgaard nr. 17 i tiden 13:35 og Julius Adelmann Christofferse nr. 33 i tiden 15:02. Hos de 14-15 årige, der skulle ud på 4 omgange og ca. 4 km, løb Lauge Rasmussen efter en 15. og 16. plads i de 2 første runde sig ind på en meget flot 9. plads i tiden 15:40.

I alt indsamlede de 8 TIF’ere 332 point og ligger dermed efter 3 runder på en 11. plads i holdkonkurrencen. Samlet ligger de 12-13 årige piger før sidste og afgørende runde samlet nr. 3 og Thea Lei Hansgaard ligge individuelt på en meget flot 5. plads.

Resultater

<