Nyheder

mandag 4. august

Af webmaster
Under Ikke kategoriseret,Resultater

Rapport fra DM Senior 2014 i Odense

Årets DM Senior på bane blev afviklet i weekenden den 2. og 3. august på Odense Atletik Stadion. Efter et par års pause var Trongårdens IF igen repræsenteret ved mesterskaberne, idet de to unge talenter Tina Bischoff Gellin og Jeppe Sidenius var til start i henholdsvis højdespring og på 1500 m distancen. Mændenes 1500 blev afviklet lørdag, hvor en kraftig vind med nogle endnu kraftigere vindstød var til stor gene for deltagere og ikke mindst 100 m løberne og de kvindelige stangspringere. Vinden lagde også en alvorlig dæmper på 1500 m løberne, hvor ingen af de 13 deltagere ville sætte tempo på. Første omgang blev løbet i ca. 70 sekunder, anden omgang var endnu langsommere, og først med 300 m igen kom der for alvor fart på. Det tæt samlede felt på de første 1200 m gav masser af skubben m.m., som Jeppe desværre så rigeligt fik sin del af. Jeppe formåede dog alligevel at sikre sig en flot 7. plads i sit først senior DM og kom i mål i tiden 4:12,20. Andreas Bueno, Århus 1900, vandt sit 4. DM på 1500 m i træk i tiden 4:06,50, som er den langsomste vindertid på mændenes 1500 m i mere end 50 år. Buenos’s egen PR og årsbedste er knapt ½ minut hurtigere end vindertiden, der faktisk var 6 hundrededele langsommere end Jeppes nysatte personlige rekord. Også for Tina var det senior DM debut, og samtidig var det hendes første konkurrence efter en 1½ måneds konkurrencepause oven på en stor konkurrenceaktivitet i første halvdel af året. Kvindernes højdespring blev afviklet om søndagen, hvor vinden have lagt sig lidt men dog stadig generede deltagerne en del. Tina sluttede på en flot 4. plads efter at have klaret 1,61 m i andet forsøg og revet ned 3 gange på 1,64 m. Sejren gik til Sandra B Christensen, Amager AC, der i år har sat PR med 1,78 m, og som klarede 1,73 m i sit tredje forsøg.

Resultater

onsdag 30. juli

Af webmaster
Under Ikke kategoriseret,Resultater

Kæmpe personlig rekord til Jeppe på 800 m

Fremad Holbæk havde påtaget sig opgaven med at arrangere 5. runde af året baneturnering. Den blev afviklet tirsdag den 29. juli på Holbæk Stadion på en pragtfuld men varm sommeraften med svag vind og dermed gode forhold for deltagerne. TIF’s løbegruppe var ferieramt og derfor denne gang kun repræsenteret af en Jeppe Sidenius på 800 m. Til gengæld havde 3 familiemedlemmer, klubkammerat Jens Larsen og den gamle træner valgt at smutte forbi Holbæk Stadion for at heppe, og det viste sig at være et godt valg idet Jeppe leverede en fornem præstation. Jeppe løb i hurtigste heat, hvor han lå i front fra start til mål. Efter 200 m rykkede Jeppe for alvor fra de øvrige og 400 m blev passeret i stadig meget flot løbestil i en tid på ca. 56,7 sekunder. Til trods for det hurtige udlæg og at han lå helt alene formåede Jeppe at holde trykket på anden omgang og endda levere en flot finish, selv om kræfterne naturligvis her var ved at være brugt op. Tiden blev fantastiske 1:55,76 og hvilke var en kæmpestor forbedring på præcis 3 sekunder af Jeppes personlige rekord, der var helt tilbage fra 2011. Med sin nye PR rykker Jeppe hele 21 pladser frem på TIF’s alletiders bedste rangliste på 800 m og ligger nu nr. 18. Jævnfør Statletik rækker de 1:55,76 til en aktuel placering som nr. 13. årets danske rangliste på 800 m og Jeppe, der har vundet flere medalje ved danske ungdomsmesterskaber på distancen, har nu for alvor slået igennem på senior plan på 800 m.

Resultatliste

lørdag 26. juli

Af webmaster
Under Ikke kategoriseret,Resultater

Rapport fra 5. etape af Etape Bornholm 2014

5. og sidste etape af Etape Bornholm 2014 blev afviklet fredag den 24. juli på en DAF opmålt og flad 10 km rute rundt i Rønne by med start og mål på Rønne Atletik Stadion. De første 5 km var på asfalt og i sol, derefter skulle der løbes godt 2 km på skovstier i skygge og endelig var knap 2 km på asfalt på vej mod stadion, hvor der afsluttedes med godt 300 m på bane. Det var endnu en dag og aften med nærmest tropisk varme og temperaturen holdt sig ved starten kl 18:10 stadig omkring 27 grader.

Thomas Hjorth Hansen åbnede med 20:08 efter 5 km, mens Jens Larsen var flyvende og her passerede i 19:40. På de sidste kilometer gik tempoet for begge en smule ned, da varmen og de forrige 4. etaper for alvor begyndte at kunne mærkes, men dog ikke mere end at begge formåede at løber hurtigere end på 1. etape – lidt af en præstation efter sådan en uge. Jens løb 19:35, hvilket var 17 sekunder hurtigere en på den første 10 km, og blev nr. 87 på etape. Det var årets bedste TIF placering på en etape og 87 var også det startnummer Jens havde løbet med hele ugen. Thomas kom i mål i tiden 41:15, hvilket var 23 sekunder hurtigere en på 1. etape og hele 1½ minut hurtigere en samme etape sidste år. Sammenlagt blev holdt Jens sin placering i klasen mænd 50-54 år og blev dermed en meget flot nr. 6 ud af i alt 133 gennemførende. I den samlede stilling hos mændene rykkede Jens frem og sluttede som nr. 102, mens Thomas blev nr. 119. Den sammenlagte tid for Jens blev 2:54:34, mens Thomas med tiden 2:57:17 forbedrede sin tid fra sidste år med fantastiske 9 minutter og 40 sekunder. Den samlede distance for Etape Bornholm er marathon distancen på 42,2 km, og dermed formåede begge løber at komme under 3 timer på marathon og faktisk var det Jens’s næsthurtigste marathon tid nogensinde. Etape Bornholm kan naturligvis ikke sammenlignes med et marathonløb, da der løbes 5 etaper på 5 dage, men med de særdeles krævende ruter med bland andet løst sand og masser af bakker og ikke mindst den kvælende varme i årets udgave, så var det alligevel en meget, meget flot præstation af både Jens og Thomas.

Ayantu Abera Demisse og William Morwabe kom igen først over målstregen og vandt dermed begge alle 5. etaper. Tiderne for Ayantu og William blev henholdsvis 34:00 og 29:48 og dermed formåede begge også at forbedre deres tid fra den første 10 km i Hasle. Den samlede tid for Ayantu blev 2:27:42, mens William brugte sammenlagt 2:11,22. På sidste etape var der gæsteoptræden af Anna Holm Baumeister, der med 34:19 satte ny Bornholmsk rekord på 10 km distancen. I alt gennemførte 683 kvinder og 994 mænd årets udgave af Etape Bornholm.

Resultatlister

torsdag 24. juli

Af webmaster
Under Ikke kategoriseret,Resultater

Rapport fra 4. etape af Etape Bornholm 2014

4. etape af Etape Bornholm 2014 på 8,5 km blev afviklet torsdag aften den 24. juli på en kuperet rute omkring Hammeren. Ruten starter ved Hammeren havn og stiger cirka 80 m på de første 3 km. Derefter går det næsten kun nedad til 8 km. Den sidste kilometer stiger det 75 meter op til det gamle fyr, og på de sidste 435 meter går det virkeligt opad med en stigning på 57 meter, hvilket er hele 17%. Løberne fører sig næsten hensat til på en bjergetape i Tour de France – smal vej, flag og masser af tilskuere, der hepper og opmuntre løberne. Foruden stigningerne skulle løberne igen kæmpe med varmen, idet der var omkring 25 grader og let vind ved start.

Thomas havde en rigtig god dag og lagde hård ud men havde stadig overskud til udnytte det lange nedløb. Jens havde på grund af skadesproblemerne i ryg/baglå igen problemer, da det gik nedad, og måtte her er slippe Thomas. På de sidste 435 m får alle løberne registreret en speciel HammerDysten tid, og her gav både Thomas og Jens sig begge fuldt ud. Thomas’s HammerDyst tid var 3:01, hvilket var 13 sekunder bedre end sidste år, mens Jens løb 3:03.

Thomas kom i mål i flotte 35:45 og forbedrede dermed sin tid fra sidste år med over 3 minutter. Thomas rykkede for tredje dag i træk frem i den samlede stilling og ligger nu nr. 117. Jens nåede toppen og målstregen i 37:20, og dermed holder Jens sig stadig sikkert foran Thomas i den samlede stilling, hvor han stadig er nr. 107 og er 1 minut foran Thomas. I sin aldersgruppe mænd 50-54 år rykkede Jens en enkelt plads tilbage og ligger nu nr. 6.

Ayantu Abera Demisse og William Morwabe var igen urørlige og vandt for fjerde dag i træk i henholdsvis 30:53 og 27:37.

Resultatlister

onsdag 23. juli

Af webmaster
Under Ikke kategoriseret,Resultater

Rapport fra 3. etape af Etape Bornholm 2014

3. etape af Etape Bornholm 2014 blev afviklet onsdag aften den 23. juli på en særdeles kuperet rute rundt i Almindingen, der er Bornholms største skov. Ruten byder på et totalt fald på 51 meter og tilsvarende stigning på 161 meter, som er fordelt over 7,8 kilometer. Oven på gårsdagens løb i tungt sand, var det tiltrængt for løberne at få fast grund under fødderne igen. Den usædvanlige varme sommervejr var endnu en gang hård ved løberne, og der var ved starten 22 grader og let vind.

Thomas Hjorth Hansen løb en fantastisk etape og nåede for første gang i år målstregen før Jens Larsen. Thomas forbedrede sin tid fra sidste år med hele 3 minutter og løb flotte 31:31. Dermed rykkede Thomas frem som nr. 128 samlet hos mændene. Jens, der var har haft problemer med ryg og baglår op til Etape Bornholm, have problemer ned ad bakke. Jens nåede dog med en god finish næste at indhente Thomas og løb 31:48. I den den samlede stilling rykkede Jens en lille smule tilbage og ligger nu nr. 107, mens han formåede at bevare sin flotte placering som nr. 5 i sin aldersgruppe 50-54 år.

Etiopiske Ayantu Abera Demisse og kenyanske William Morwabe vandt begge deres tredje sejr i træk. Ayantu løb 26:52 og William var præcis 3 minutter før i mål. Ayantu fører nu sikkert sammenlagt med 3½ minut ned til Maria Sig, Sparta, mens William kun har ca. ½ minut ned til Henrik Them Andersen, Sparta.

Resultatlister

tirsdag 22. juli

Af webmaster
Under Ikke kategoriseret,Resultater

Rapport fra 2. etape af Etape Bornholm 2014

2. etape af Etape Bornholm blev afviklet tirsdag den 22. juli på og omkring Bornholms mest kendte badestrand ved Dueodde. I forhold til 1. etape var temperaturen var mere moderat og fik løberne endda lidt afkøling fra en frisk vind.

Programmet lover løb i Dueoddes sand og det blev indfriet! Først løbes en kilometer på stranden og derefter en kilometer i klitter som afløses af knap tre kilometer langs strandkanten. De sidste 1,5 kilometer løbes i klitter med løst sand og kun de sidste 300 meter er på fast underlag. Den samlede distance er 5,8 km.

Thomas Hjorth Hansen og Jens Larsen var igen til start og leverede begge en rigtig god præstation. Thomas forbedrede sin tid fra sidste år med næsten 1½ minut og løb flotte 26:08. Dermed rykkede Thomas rykker frem fra en samlet placering som nummer 161 til 139.
Jens kom i mål lige foran Thomas i 25:59 og han beholdt dermed sin fine placering som nr. 5 i sin aldersgruppe og rykkede en enkelt plads frem i mændenes sammenlagte stilling til nr. 103.

Igen var der masser af publikum på ruten og de kunne blandt se etiopiske Ayantu Abera Demisse og kenyanske William Morwabe gentage førstedagens sejre i henholdsvis 21:38 og 19:47.

Resultatlister