Nyheder

mandag 11. oktober

Af webmaster
Under Ikke kategoriseret,Resultater

Rapport fra Eremitageløbet 2010

Jens Larsen gennemførte søndag den 10. oktober i Dyrehaven sit Eremitageløb nr. 25. I 1998 løb Jens med tiden 47:49 sit hurtigste Eremitageløb, men 12 år senere var Jens stadig rigtigt godt løbende. Og så var det endda kun er 14 dage siden at ham løb Berlin Marathon. Jens passerede 10 km i tiden 38:08m hvilket faktisk er årsbedste for Jens på 10 km distancen, og kom i mål i flotte 51:02. Tiden rakte til en placering som nr. 205 blandt mændene og som nr. 20 i sin aldersgruppe 45-49 år. STORT tillykke Jens.

Både Jesper og Ricki Nielsen har været skadet siden de begge gennemførte Berlin Marathon, men begge blev lige netop klar til at kunne stille til start i Dyrehaven. Med kun et par meget korte joggeture i benene de sidste 14 dage var forberedelserne ikke optimale, men begge leverede en rigtig god indsats. Jesper lagde meget hurtig ud med 17:11 på de første 5 km og med en god afslutning lykkedes det Jesper at kæmpe sig i mål i tiden 47:25, hvilket kun er 23 sekunder langsommer end hans PR fra sidste år. Tiden rakte til en placering som nr. 62 hos mændene og nr. 16 i sin aldersgruppe 35-39 år. Ricki lagde lidt mere forsigtigt ud, men formåede at øge faren hele vejen og løbe i mål som nr. 371 hos mændene. Med tiden 53:05 satte Ricki PR og var mere en 3 minutter hurtigere end sidste år.

Med startnummeret 13.893 måtte Søren-Nikolaj Rasmussen kæmpe sig uden om rigtigt mange løbere undervejs. Det slipper han dog for næste år, for med den flotte tid 54:37 satte Søren Nikolaj PR med 8 minutter og blev nr. 570 hos mændene. Søren Bentsen, Sverre Vange og Per A. Jørgensen har alle rigtigt mange Eremitageløb bag sig og var naturligvis også til start i år. Søren og Per formåede begge at løbe knapt 1½ minut hurtigere end sidste år og kom i mål i henholdsvis 55:27 og 57:35.. Sverre var ikke i helt samme form som sidste år, men kæmpe sig i mål i fine 56:01.

Blandt de mange løbere i Dyrehaven så man mange med en løbefortid i Trongårdens IF. Blandt dem var Jesper Werling, der med tiden 42:13 er en af TIF’s gennem tiderne hurtigste Eremitageløbere. Med tiden 45:31 viste Jesper at han stadig kan løbe stærkt. Det samme gjorde Rikke Ulslev Degn (Pedersen), der blev nr. 30 hos kvinderne med tiden 54:52.

Resultatliste

søndag 3. oktober

Af webmaster
Under Ikke kategoriseret,Resultater

Endnu en guldmedalje til Karsten Nielsen

Karsten Nielsen var ene om at repræsenterer Trongårdens IF ved de danske mesterskaber for veteraner, der blev afviklet den 28. august i Ålborg. Karsten vandt en sikker guldmedalje med et spring på 12,47 m i aldersklassen 45-49 år. Sejren var ikke helt overaskende, da Karsten jo i juli måned i Ungarn blev europamester for veteraner i klassen 45-49 år med et spring på 13,05 m.

Resultatlister mænd, kvinder

søndag 3. oktober

Af webmaster
Under Ikke kategoriseret,Resultater

Mange flotte TIF resultater i Afslutningsstævnet i Greve

Traditionen tro blev banesæsonen rundet af med Afslutningsstævnet på Greve Stadion med Greve Atletik som arrangør. Trongårdens IF havde 4 ungdommere og 2 seniorer til start i Greve i weekenden den 25. og 26. september.

Hos 12-13 årige piger deltog både Katharina Dalsgaard, Maria Haugaard Bohl Andersen og Tina Bischoff, og de havde alle en travl weekend med henholdsvis 7, 5 og 4 starter. På 80 m løb Maria 12,16 s, mens Tina med tiden 11,66 satte personlig rekord og kvalificerede sig til B-finalen. Hurtigst af TIF’s 3 piger var Katharina, der vandt sit indledende heat i tiden 11,35 s og kvalificerede sig til A-finalen. Tiden er ny PR (i godkendt vind) til Katharina. I B-finalen løbe Tina 11,78 s, mens Katharina blev nr. 4 i A-finalen og med tiden 11,31 s forbedrede sin nysatte PR med 0,04 s. Også på 200 m satte Katerina PR med flotte 29,06 s. Tiden rakte til en 5. plads og er ny klubårsbedste på kvindernes 200 m. På 200 m og 80 m hæk løb Maria henholdsvis 30,27 s og 12,30 s og var dermed i begge løb kun 0,09 s fra sin PR. Weekendens bedste TIF placering opnåede Maria på 600 m med en flot andenplads i tiden 1.45,13. Maria var kun godt ½ sekund fra sejren og 2 tiendedele af et sekund fra sin PR. I højdespring blev Katarina nr. 5 med et spring på 1,35 m, mens Tina tangerede sin personlige rekord med resultatet 1,30 m. I længdespring var alle 3 piger over 4 meter. Maria og Tina sprang henholdsvis 4,06 m og 4,14 m, mens Katarina blev bedste TIF’er i længdespring med 4,48 m. Katarina deltog ikke blot i sprint og spring discipliner men også i kast. I kuglestød stødte Katarina den 2 kg tunge kugle ud på 7,82 m, mens det i spydkast (400 g) lykkes at sætte PR med et kast på 25,05 m, hvilket rakte til en 4. plads.

Hos de 12-13 årige drenge var Magnus Hamann Poulsen denne gang ene om at repræsenterer TIF. På 80 m løb Magnus 12,34 s, mens han i kuglestød sendte den 3 kg tunge kugle ud på 6, 55 m. Magnus prøvede for første gang kræfter 600 m, der var de 12-13 åriges længste løbedistance i Afslutningsstævnet. Magnus løbe et flot løb og kom i mål som nr. 12 i tiden 1.56,48.

Hos seniorerne var der debut i Trongårdens IF’s klubdragt til begge deltagere. Baiba Auzina deltog på 200 m og vandt i tiden 29,40 s. TIF’s anden deltager hos var Ole Wæver, der som ung var sprinter i den danske elite, men måtte stoppe på grund af en knæskade. Nu er Ole tilbage på atletikbanerne og løb i Greve flotte 12,52 s. Tiden ville have rakt til sejr ved årets Veteran DM i klasse 50-54 år og en semi-finale plads ved årets EM for veteraner.

Resultatliste

onsdag 29. september

Af webmaster
Under Ikke kategoriseret,Resultater

Rapport fra Berlin Marathon 2010


I foråret besluttede nogle medlemmer af garvergruppen sig for at arrangere en tur til Berlin Marathon 2010. Efter en del overtalelse lykkedes det at få flere med på vognen og det endte med et hold bestående af i alt 6 TIF’ere. Det store antal og måske gruppens sammensætning fik TIF’s løbetræner Lars Steen Sørensen til at beslutte sig for at tage med for at forsøge at holde styr på tropperne. Efter en lang forberedelsesfase kom tiden endelig til den store udfordring.

Turen gik til Berlin med Marathonexpressen fredag den 24. september. Det blev en lang (DSB!) og munter togtur før de håbefulde TIF’ere ankom til Berlin’s Hovedbanegård. Turen var booket hos Albatros Travel, og det viste sig at lejlighederne var virkelig velplacerede i forhold til start- og målområdet, idet de lå klods op og ned af Brandenburger Tor.

Lørdag morgen startede dagen med en let joggetur, hvorefter resten af dagen blev brugt på afslapning og indtag af store mængder mad. Dette medførte til Lars’ bekymring visse symptomer på voldsom kulhydratloading og energioverskud!

Søndag morgen kl. 9:00 den 26. september skulle slaget slås i Berlin’s gader. Det viste sig at vøre en kold og regnfuld sændag i Berlin, men selv om det ikke er særlig sjovt start ud på 42,195 km med løbesko, der allerede er våde, så var stemningen god i truppen før løbet. Der var på trods af vejret god tilskueropbakning på hele ruten, og alle havde en stor oplevelse. Ricki W. Nielsen lagde lidt hurtigt ud med 1:36.33 ved ½-marathon passagen, så der måtte kæmpes på den sidste halvdel af løbet. Ricki bed dog tænderne sammen og kæmpede sig hjem i tiden 3:24:50 og forbedrede dermed sin PR med over ½ time. Lisbeth havde med egne ord en LANG oplevelse, hvor ikke specielt de sidste 2 kilometer blev meget, meget hårde. Ikke desto mindre gennemførte Lisbeth løbet i den meget flotte tid 3:19:10. Tiden rakte til en placering som nr. 167 blandt de i alt 7.430 gennemførende kvinder og som nr. 26 i klassen 45-49 år. Jens Larsen har en PR på maraton på 2:50.05, men den er 14 år gammel og derfor var ambitionen i Berlin en tid omkring 3 timer. Efter et flot og meget veldisponeret løb og kom Jens i mål i tiden 3:03:55, der rakte til en placering som nr. 242 i klassen mænd 45-49 år. Karen Wonsyld debuterede på distancen og var en smule betænkelig ved situationen før start. Hun lyttede dog til Lars’s anbefalinger og lavede et kontrolleret udlæg. Karen formåede at holde tempoet til 37 km og kæmpede sig i mål i den flotte sluttid 3:29:12. Karen blev nr. 354 hos kvinderne og er nummer 2 blandt de kun 3 TIF kvinder, der har prøvet kræfter med marathon. Jesper Drøgemüller lyttede også til Lars’s råd, og løb ligeledes fornuftigt fra løbets start. Han formåede at løbe positiv split og løb ca. 1 minut hurtigere på anden halvdel af løbet og satte med tiden 2:47:08 personlig rekord med knapt 8 minutter. Jesper blev nr. 320 blandt de i alt 26.597 gennemførende mænd og nr. 82 i sin aldersgruppe 35-39 år og rykkede op som nr. 15 på TIF’s alletidersrangliste på marathon. Desuden var vores nyeste medlem af garvergruppen Martin Steen Mortensen i Berlin på egen hånd. Til trods for en relativ kort maraton-forberedelse gennemførte Martin i den flotte tid 3:47:38.

Resultaterne blev fejret på et steakhouse i Berlin før turen igen gik mod Lyngby. Alle var godt trætte og mærkede efter dagens strabadser, så hen ad af aftenen faldt der noget mere ro over forsamlingen end på udrejsen!

Gudmandsphotos kan du finde billeder fra løbet. Kim Gudmand fik vidst ikke fanget nogle TIF’er dennegang, men man billederne giver et godt indtryk af vejrforholdene undervejs.

Resultatliste

mandag 27. september

Af webmaster
Under Ikke kategoriseret,Resultater

Rapport fra Griseløbet efterår 2010

Søndag den 26. september var en travl dag for Trongårdens IF’s løbegruppe, idet der både blev afviklet Berlin Marathon og efterårets udgave af Griseløbet i Nærum. I Griseløbet blev Søren-Nikolaj Rasmussen nr. 28 hos mændene i tiden 39:28. Tiden var dermed præcis den samme som Søren-Nikolaj’s supertid fra august måned på 10.000 m bane og en forbedring af hans PR på 10 km landevej med mere en et minut. På den halve distance blev Claes Scherwin nr. 7 i tiden 17:50 og forbedrede dermed sin egen klubårsbedste på 5 km landevej med 25 sekunder. Også to af klubben ungdommere prøvede kræfter med 5 km distancen. Frederik Hoff sikrede pladsen øverst op præmieskamlen hos drengene til og med 14 år. Frederik, der fra start var med helt fremme i 5 km feltet, løb 18:50 og forbedre sin PR på 5 km landevej med 6 sekunder. Kasper La Cour, der kun er årgang 12 år, blev nr. 4 i klassen drengene til og med 14 år og var med tiden 21:44 kun 11 sekunder fra sin PR.

Resultatlister, Fotos

torsdag 23. september

Af webmaster
Under Ikke kategoriseret,Klubben

Generalforsamling i Trongårdens IF den 28. oktober 2010

Der indkaldes hermed til
ordinær generalforsamling i Trongårdens IF

Torsdag den 28. oktober 2010, kl. 19.30
Mødelokale 1, Lyngby Stadion

Dagsorden er i henhold til vedtægterne

  1. Valg af dirigent
  2. Formanden aflægger beretning
  3. Det reviderede regnskab forelægges
  4. Behandling af evt. indkomne forslag
  5. Fastlæggelse af kontingent
  6. Valg
  7. På ordinært valg bestyrelsen

    • Næstformand
    • Kasserer
    • Formand for seniorudvalg
    • Formand for informationsudvalg


    Vakante pladser i bestyrelsen

    • Formand for ungdomsudvalget


    Øvrige medlemmer af stående udvalg.

    • Seniorudvalg:
      • Medlemmer
      • Holdleder, veteran
      • Holdleder, herrehold
      • Holdleder, pigehold
    • Ungdomsudvalg:
      • Medlemmer
    • Stævneudvalg:
      • Medlemmer
    • Informationsudvalg:
      • Medlemmer
    • Festudvalg:
      • Medlemmer

    Revisor

    Revisorsuppleant

  8. Eventuelt
    • Årets Atlet og Årets klubkammerat
    • Farvel og tak til diverse

Husk at eventuelle forslag skal fremsendes skriftligt til undertegnede senest 14 dage før generalforsamlingen.

På vegne af bestyrelsen
Allan Prier

 1 2 3 ... 90 91 92 93 94 95 96 ... 105 106 107